Venstres fungerende formand Troels Lund Poulsen vil have skattelettelser og genbekræftet regeringssamarbejdet, hvis Mette Frederiksen bliver NATOs næste generalsekretær.

Det skriver DR.

Med den udmelding lægger Venstre sig i tråd med Lars Løkke Rasmussen (M), der ligeledes ønsker regeringssamarbejdet genbekræftet, skulle Mette Frederiksen forlade dansk politik.

»Jeg er ikke vidende om, at hun er på vej til at forlade dansk politik. Men i det tilfælde, at man måtte nå til den situation, så er det klart, at vi bliver nødt til at sætte os ned og se på, at det regeringsgrundlag, vi har lavet, det får vi genbekræftet,« siger han til DR og tilføjer:

»Det er jeg enig med Lars Løkke Rasmussen i.«

Desuden ønsker Venstres vikarierende leder også, at regeringen forhandler en ny økonomisk plan frem mod 2030, efter det har vist sig, at Danmarks økonomi er stærkere end først antaget, da regeringsgrundlaget blev skabt.

Og derfor vil Venstre prioritere skattelettelser, forklarer Troels Lund Poulsen.

B.T. har forholdt Venstres ønske om skattelettelser for Socialdemokratiets skatteordfører Anders Kronborg.

Han er ikke lige så begejstret for potentielle skattelettelser, som Troels Lund Poulsen er det.

»Jeg ser ikke for mig, at der bør tages initiativ til yderligere skattelettelser end dem, som allerede er aftalt i regeringsgrundlaget,« siger han og tilføjer:

»Regeringen har netop aftalt en kommuneaftale med KL, hvor der investeres i mere velfærd, men alligevel, og som har jeg noteret mig, så giver også Venstre-borgmestre udtryk for, at velfærden er under pres.« 

»Det er helt fair at partierne tænker højt og drømmer, men for mit vedkommende kan jeg sige, at skattelettelser ikke er med i mine socialdemokratiske drømme.«