Kommentatorerne er enige efter aftenens partilederrunde på i DRs Koncerthus: Lars Løkke Rasmussen fik det meste ud af valgdebatten til aften.

Det er dagen før dagen før dagen. Næstsidste aften inden danskerne drager mod stemmeboksene, mødtes de ni partiledere til en debat i DRs Koncerthus på Amager. En af de sidste chancer politikerne får til at hive tvivlerne over på deres hold.

Så hvem klarede sig bedst?

- Lars Løkke havde det stærkeste enkeltindlæg i debatten, hvor han fortæller om sin fars prostatakræft, mener partner i Geelmuyden-Kiese og tidligere rådgiver for SF, Peter Goll, som dog synes, at den røde fløj stod stærkest som samlet blok.

Politisk kommentator Hans Engell er enig i, at Lars Løkke klarede sig godt i Koncerthuset i aften:

- Jeg mener, Johanne Schmidt, Lars Løkke og Villy Søvndal var de tre, der stod stærkest. Jeg må sige, at Lars Løkke efter min mening leverede en af valgkampens bedste præstationer. Løkke var i topform, han var skarp, han gav af sig selv, siger Engell.

'Min egen far har prostatakræft'

Begge kommentatorer fremhæver et bestemt indlæg fra debatten, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal svare på et spørgsmål fra Helle Thorning-Schmidt om, hvilke sygehuse han vil lukke med nedlægningen af regionerne.

- Må jeg godt lige sige, min egen far har prostatakræft, jeg er meget optaget af det her. Det kunne jo være, at der var en visdom i det, vi påstår. Når du siger, vi skal ud og lukke sygehuse, så dyrker du politik, der er under standard, sagde en berørt Lars Løkke til sin modstander.

- Da det handlede om sygehusene, fortalte han om sin far og sin mor. Han virkede virkeligt tændt i aften, engageret og tændt, mener Hans Engell.

Johanne brænder igennem, Villy er skarp

Han nævner også Villy Søvndal (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) som ettere efter partirunden på DR1.

- Johanne Schmidt, fordi hendes engagement brænder igennem. Jeg synes også, der var meget humor i flere af hendes indlæg. Villy Søvndal var efter min mening blevet meget skarpere. Han stod stærkt især på sygehusdelen og arbejdsmarkedsdelen, siger Hans Engell.

Han giver en samlet andenplads til Margrethe Vestager (R), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Barfoed (K), og Pia Kjærsgaard (DF), Anders Samuelsen (LA) og Per Ørum Jørgen (KD) kommer som nummer chok.

Peter Goll mente, at rød blok vandt på opbakningen til hinanden partierne imellem.

- Den røde blok var det bedste hold. De er meget opsat på at forsvare hinanden, som den blå blok ikke er. De går ind og dækker hinanden lidt af. Vestager kunne godt være hårdere ved de tolv minutter, og Johanne sagde også, at hun ikke er vild med de 12 minutter, men hun er pragmatisk, siger Goll. Ingen nyheder, men god til bunds

Kommentatorerne er også enige i, at valgdebatten ikke bød på de største overraskelser, men der blev i stedet brug tid på at nå til bunds i emnerne.

- Det var en meget vælgerorienteret debat, hvor politikerne havde mindre mulighed for at gå for meget ’inside’ med hinanden. Det var politikerne nok irriterede over, men jeg tror, vælgerne har været meget glade for det. Men det er de samme temaer, der går igen, siger Peter Goll om formen på valgdebatten, der altså blev transmitteret af DR fra Koncerthuset med plads til 1800 tilskuere, som var oplagte og havde fået varmet stemmerne op inden.

- Jeg synes, at formen på debatten var god. De spørgsmål, der blev stillet fra almindelige vælgere, var relevante. Det var ikke sådan nogle interessevaretagelsesspørgsmål; ’hvad vil du gøre, for at vi…’. Det var spørgsmål, der ramte godt og bredt ind, og som vedrørte danskernes dagligdag. Og Kim Bildsøe styrede debatten fremragende, mener Hans Engell, der også generelt er imponeret over politikernes form.

- De var meget veloplagte. De var faktisk i topform. Jeg havde troet efter to tre ugers valgkamp, at de ville være noget mere slidte, men sådan virkede det bestemt ikke, siger han.