Mens regeringen og Dansk Folkeparti arbejder på at finde fælles fodslag i de afgørende forhandlinger om en økonomisk 2020-plan, forbereder den konservative leder og justitsminister, Lars Barfoed, sit politiske bagland på, at det kan blive nødvendigt at trække en streg i sandet over for støttepartiet.

I K-ledelsen er der bekymring for, hvad Dansk Folkeparti kan komme med af krav på udlændingeområdet, hvis de Radikale ikke længere er med i forhandlingerne om tilbagetrækningsreformen.

Og ifølge Berlingskes oplysninger har vicestatsministeren søgt og fået opbakning blandt partiets centrale spillere i Forretningsudvalget og Hovedbestyrelsen til at sige fra over for Dansk Folkeparti, hvis partiet for eksempel kommer med uspiselige værdipolitiske krav ved forhandlingerne om 2020-planen.

I yderste konsekvens er de Konservative parate til at udløse et valg, lyder det fra én kilde.

I det konservative bagland og blandt K-vælgere er det populært at sætte grænser over for Dansk Folkeparti. Da Lars Barfoeds forgænger på posten, Lene Espersen, var presset op til landsrådet i 2010, gjorde hun netop et opgør med Dansk Folkepartis mulighed for at komme i regering til sit slagnummer. Lars Barfoed har i årevis været placeret på den såkaldte socialkonservative fløj, som politisk fokuserer på økonomiske reformer kombineret med borgerlig humanisme. En linje, der ligger langt fra Dansk Folkepartis.

Synes du, at regeringen skal sige fra overfor DF-krav om udlændingestramninger i forbindelse med 2020-planen?

Skal økonomi og udlændinge ikke blandes sammen?

Eller er DF nødt til at få en luns for samarbejdet?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.