Konservative kredsformænd opfordrer nu direkte udenrigsminister Lene Espersen (K) til at vige pladsen som politisk leder for De Konservative.

Både lokalformand Poul Dobel fra Lars Barfoeds kreds i Halsnæs og Flemming Ibsen, formand for De Konservative i Ishøj, står i dag frem og siger åbent, at Lene Espersen bør gå af som formand.

- Hvis det stod til mig, så fik vi Lars Barfoed ind som ny formand øjeblikkelig, siger Flemming Ibsen til Politiken.

Flere kilder tæt på justitsminister Lars Barfoed bekræfter samtidig over for Berlingske Tidende, at Barfoed internt i partiet har gjort det klart, at han er helt parat til at overtage formandsposten, så snart Espersen enten trækker sig eller bliver tvunget til at gå.

Lang tids elendige meningsmålinger kulminerede i fredags, da en Greens-måling i Børsen sendte partiet ned på 4,5 procent og dermed den dårligste opbakning i partihistorien.

Det kombineret med intern uro får flere kredsformænd til at efterlyse et ledelsesskifte allerede inden et valg for at mindske en konservativ øretæve ved valget. - Der skal nogle andre boller på suppen, siger lokalformand Poul Dobel fra Halsnæs.

Synes du, at Lene Espersen skal gå af som formand for De Konservative?

Tror du, at partiet vil få et bedre valgresultat med en anden formand end Lene Espersen eller vil det være bedre at vente med et formandsopgør til efter valget?

Deltag i debatten herunder