Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i dag fremlagt sin redegørelse over den økonomiske situation, og beskeden er, at den offentlige sektor i Danmark har nået bristepunktet og ikke må vokse mere i mange år frem.

»Konsekvensen af krisen har været et tab af arbejdspladser, og det vil der fortsat være de kommende år. Omkostningen er, at der ikke er råd til yderligere udbygning af den offentlige sektor«, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken.

Dermed tydeliggør finansministeren forskellen mellem rød og blå blok forud for folketingsvalget næste år. VK-regeringen vil holde udgifterne i ro, mens S og SF vil øge det offentlige forbrug.

»Og det er klart, at når man skal holde uændrede offentlige budgetter, og man skal bruge flere penge på nogle områder, eksempelvis sundhedsområdet, så er vi nødt til at spare på nogle andre områder,« siger Claus Hjort Frederiksen.

For at bremse væksten i den offentlige sektor har regeringen allerede i foråret vedtaget den meget omdiskuterede genopretningspakke, der kræver nulvækst i det offentlige de næste tre år. I dag ligger det offentlige forbrug på knap 30 procent af bruttonationalproduktet og er det suverænt højeste i OECD-landene.

Socialdemokraterne udelukker at tage del i finansministerens plan. Finansordfører Morten Bødskov advarer om, at endnu flere offentligt ansatte nu må forberede sig på en fyreseddel.

»Det er en endnu skarpere sparekniv, som Claus Hjort nu kommer med, end det vi tidligere har set fra regeringen,« siger Morten Bødskov. Morten Bødskov peger på S og SFs økonomiske plan som løsning. Den vil øge det offentlige forbrug mod at folk skal arbejde mere, og de rige skal betale mere i skat.

Hvordan tror du, at Danmark kommer bedst ud af den økonomiske krise?

Skal det offentlige svinge sparekniven, som regeringen foreslår?

Eller skal vi hellere følge S og SFs plan om at øge det offentlige forbrug?

Deltag i debatten herunder