Danskerne er storslemme tøjsyndere, og mange af ressourcerne i tøjet kunne genanvendes, hvis det blev indleveret til genbrug. De Radikale foreslår at indføre pant på tøjet.

Indlevér dine gamle T-shirts, jeans og striktrøjer og få nogle kroner igen. Sådan lyder et nyt forslag fra de Radikale, der vil have et retursystem for tøj ligesom det, vi har for flasker og dåser.

På den måde kan man genanvende mange af de ressourcer, der er i tøjet, og som ofte går tabt, fordi danskernes tøj ofte havner i skraldespanden og på loftet i stedet for i genbrugscontaineren.

- Der bliver brugt så meget vand, energi og kemikalier på at producere tøj, og de ressourcer kunne vi godt bruge mere optimalt. Det ville være rigtig godt for tøjbranchen at få fingre i det brugte tøj, så man kunne producere nyt med de ressourcer, der allerede er i omløb. En god måde kunne være at indføre pant på tøjet, siger miljøordfører Lone Loklindt (R) til Berlingske Nyhedsbureau.

Forslaget kommer i forbindelse med den igangværende københavnske modeuge, som modebranchen de seneste år har brugt til at sætte fokus på blandt andet tøjspild.

Ifølge en ny rapport fra revisionsfirmaet Deloitte er danskerne da også storslemme tøjsyndere, og hver dansker forbruger 16 kilo tøj hvert eneste år. Det er ét kilo mere, end hvad svenskerne og finnerne iklæder sig om året og over en tredjedel mere end det globale gennemsnit. Kun halvdelen af de mange kilo tøj ender i genbrugscontainere, og heraf sendes en femtedel til forbrænding.

- Det er jo ikke optimalt, at så meget af tøjet går op i røg eller bare slet ikke bliver genbrugt. Råvarer er efterhånden så dyre og så værdifulde for miljøet, at det er altafgørende, at vi alle sammen tænker på genbrug. Idéen med vores forslag er, at tøj er en ressource som så mange andre, som vi kunne få rigtig meget ud af at genanvende, siger Lone Loklindt.

De Radikale ligger endnu ikke inde med et konkret løsning på, hvordan retursystemet kunne fungere, men Lone Loklindt foreslår, at det kunne ejes af tøjbranchen og reguleres af Miljøministeriet. Hun fortæller samtidig, at en mulig løsning kunne være at indføre et gebyr på tøjet, som man betaler, når man køber det, og får retur, når man indleverer det igen.

Manager i Deloittes afdeling for bæredygtighed, Kristoffer Hvidsteen, tror, at danskerne vil tage godt imod et pantsystem, fordi der i forvejen er stor genbrugsvilje i befolkningen.

- Der er næsten ingen genbrug af de fibre, der anvendes i tøj i dag, hvilket er et problem, fordi produktion af nyt tøj medfører en betydelig miljøbelastning. Danskerne vil generelt gerne genbruge, når de kan se gode grunde til det. Se blot pantsystemet, hvor vi okser ned med flasker, bare vi får en rund krone for det, hvilket jo er ret fantastisk, siger han i en pressemeddelelse.

Omregner man danskernes årlige tøjforbrug på 16 kilo til 16 par jeans, viser Deloittes rapport, at der bruges 58.000 liter vand, 48 kilo kemikalier, flere tons CO2 og 208 kvadratmeter landsbrugsjord til at producere dem.