De radikales leder, Margrethe Vestager, optrapper nu spændingerne dramatisk mellem sit eget parti og den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt.

Det er ikke længere De Radikale, der skal indordne sig under Socialdemokraterne og SF, hvis de tre partier skal have mulighed for at danne regering efter valget, mener Vestager. Det er Helle Thorning-Schmidt, der må bøje af for De Radikales krav om en reform af efterlønnen. - Vi forhandler meget gerne et regeringsgrundlag, og hvis de tre partier kan blive enige, så kan vi selvfølgelig gå med i regering. Men det bliver op til Helle Thorning-Schmidt. Det er hende, der kommer til at bestemme, om de radikale skal i regering eller ej. For det kan vi i sagens natur kun, hvis der kan laves et fælles regeringsgrundlag, og en regering kan kun føre én økonomisk politik, siger Margrethe Vestager og fortsætter: - Vi vil have en ansvarlig økonomisk politik. Og i vores bog indebærer det, at efterlønnen bliver afviklet, eller i hvert fald noget, der ligner det. Socialdemokraterne ønsker ikke at tage stilling til Vestagers udfordring. - Jeg synes ikke, man skal forhandle regeringsgrundlag via aviserne eller per telefon. Vi går til valg på at få en ny regering og en ny politik. Jeg har forstået, at det samme gælder for Vestager, siger næstformanden i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Mette Frederiksen. Magtkampen mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager kommer midt i de dramatiske forhandlinger om regeringens 2020-plan, der på papiret handler om at fjerne efterlønnen og hæve pensionsalderen. Men reelt handler forhandlingerne lige så meget om, hvorvidt De Radikale med en aftale med V og K forårsager, at oppositionens sammenhold sprænges. Hvad synes du om, at De Radikale flirter med blå blok? Sælger ud af deres grundlæggende værdier for at få afskaffet efterlønnen?
Eller er det godt, at de prioriterer politiske resultater frem for ministerbiler?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.