Forholdet mellem regeringen og De Radikale er nu så bundfrossent elendigt, at det hele kan eksplodere i forbindelse med finanslovsforhandlingerne lige om hjørnet.

Sker det, er konsekvensen højdramatisk: Så skal danskerne til folketingsvalg inden årsskiftet.

Selv om tanken om et jule-lynvalg måske lyder vild, befinder vi os faktisk ikke helt ude på teoriens overdrev. Sagen er nemlig, at såvel Mette Frederiksen som Morten Østergaard egentlig kunne have interesse i, at det kom til at gå sådan. Ganske vist ud fra vidt forskellige motiver.

Det er regeringens indsats på klimaområdet (eller snarere mangel på samme), der er årsag til den aktuelle radikale vrede.

Forholdet mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard er bundfrossent.
Forholdet mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard er bundfrossent. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Vi vil ikke lade os skylle ud i toilettet,« som en radikal kilde udtrykker det.

I forvejen var forholdet mellem Mette Frederiksen og Morten Østergaard ikke det bedste, men efter præsentationen i denne uge af regeringens klimaudspil er det gået fra skidt til værre. De Radikale mener, at regeringen er løbet fra alle løfter ved at fremlægge en plan, hvor der først for alvor tages fat om klimaudfordringerne om mange, mange år – forudsat, vel at mærke, at teknologien til den tid er klar.

Det har virkelig pisset De Radikale af. Frustrationen er nu så udtalt, at man i den radikale folketingsgruppe har set i hinanden i øjnene og besluttet sig for at køre den hele vejen, hvis ikke regeringen retter ind. Det vil sige: mærkbare klima-indrømmelser – eller folketingsvalg.

Forleden gik Morten Østergaard ud i Weekendavisen og satte ord på vreden. Han kaldte klimaudspillet for en 'krigserklæring'.

Morten Østergaard vil – hvis han udløser et valg – kræve en regering hen over midten.  (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Morten Østergaard vil – hvis han udløser et valg – kræve en regering hen over midten.  (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Den krig er vi klar til at kæmpe, og alle skal vide, at vi ikke kommer til at slutte en finanslovsforhandling, der bekræfter den prioritering, der er nu.«

Formuleringen er måske en anelse knudret. Men budskabet til regeringen er klart nok: Ret ind, eller også er det slut.

Hvis De Radikale ikke vil lægge stemmer til Finansloven, sker der ét af to. Enten udskriver Mette Frederiksen på stedet folketingsvalg, eller også forsøger hun at få Dansk Folkeparti med på en finanslovsaftale. Skulle det sidste lykkes, vil De Radikale angiveligt fremsætte en mistillidsdagsorden til regeringen, og så bliver resultatet under alle omstændigheder det samme: folketingsvalg.

Det vurderer i al fald mine stålsatte radikale kilder.

Apropos stålsat: Er De Radikale i færd med at lave en Liberal Alliance-version 2.0? Hvorfor insisterer Morten Østergaard på at kravle op i træet, når Anders Samuelsen som bekendt måtte foretage en ydmygende nedstigning?

De Radikale er naturligvis ikke blinde for parallellen. Men hævder, at man – til forskel fra Samuelsen i sin tid – er parat til at føre truslen ud i livet.

Spørgsmålet er så, om Mette Frederiksen overhovedet opfatter det som en trussel.

Sagen er jo, at et snarligt folketingsvalg efter alt at dømme vil udløse en jordskredssejr til Socialdemokraterne. Og vil De Radikale med deres hardball-attitude i virkeligheden ikke dermed bare levere hende en undskyldning for at indkassere corona-gevinsten?

Omvendt vurderer den radikale top, at det ikke er noget helt ringe valggrundlag at være partiet, der sagde 'nok er nok' til regeringens uambitiøse klimapolitik.

Udfordringen for Morten Østergaard er bare, at det langtfra står lysende klart, hvem partiet skal orientere sig imod, hvis han trækker støtten til Mette Frederiksen.

Gennem en periode så det ud, som om der kunne være perspektiver i et samarbejde med Venstre. Men dét scenario fik Ellemann godt og grundigt jordet, da han på sit sommergruppemøde i sensommeren fuldstændig afsværgede De Radikale som stabil samarbejdspartner.

Som Morten Østergaard lakonisk udtrykker det over for Weekendavisen:

»Jeg noterer interessen for vores isolation.«

Hvorefter han – helt korrekt – påpeger, at de radikale mandater dog fortsat ser ud til at være afgørende for såvel en blå som en rød regering.

Så hvad gør Østergaard, hvis han inden længe står i en valgkamp, som han selv har udløst i vrede over den socialdemokratiske regering – peger han så på Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen som statsminister?

Svaret er: umiddelbart ingen af dem.

Mine kilder fortæller mig, at De Radikale – stærkt inspireret af Lars Løkke Rasmussen – vil gå til valg på at give statsministerposten til den, der vil danne en bred regering hen over midten. Underforstået: én, hvor De Radikale er med.