Et flertal i Folketinget vil have sat Politiets Efterretningstjeneste under administration og kontrol, så man kan sikrer sig at PET overholder dansk lovgivning.

Kravet kommer efter at tre muslimer i BT i dag fortæller, at de blev opfordret til drab på Kurt Westergaard af den nu erklærede PET-agent Morten Storm. Drabet skulle ifølge den attentatplan, som Morten Storm fortalte til muslimerne, ske foran et fitness-center i Viby ved Aarhus, hvor Kurt Westergaard trænede, og Morten Storm fortalte at han kunne skaffe våben til likvideringen.



Det får nu politikere på tværs af Folketinget til at kræve øget kontrol med PET.

- Det her lyder frygteligt. Det viser, at der er brug for meget mere åbenhed omkring og kontrol med PETs arbejde, så vi kan sikre på at de overholder reglerne. Der er brug for både mere parlamentarisk og ekspertfaglig kontrol med PET, siger de radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen.

Han får opbakning til synspunktet fra både Enhedslisten og Venstre.

- Nu vil jeg afvente ministerens forklaring, når vi skal have ham i samråd. Men vi skal alligevel lave en ny lov for PET - her vil vi have øget kontrollen med PET, så vi kan være sikre på, at de overholder de regler, der gælder for brug af agenter, siger Karsten Lauritzen fra Venstre.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper mener, at der endda er brug for at stramme lovgivningen.

- Det her er skrækkeligt. Som det er nu, så operer PET i en gråzone. Vi skal have ændret reglerne for PET, så det er helt klart, at deres civile agenter ikke må opfordre til forbrydelser. Det skal være strafbart på samme måde, som det gælder for det almindelige PET. Samtidig må vi kræve, at PET får bedre styr på deres civile agenter. For må civile agenter som Morten Storm gøre, som de muslimer i dag fortæller til jer, så kan ingen jo sikre sig mod, at de civile agenter i virkeligheden gør det værre, siger Pernille Skippe til BT.

Formanden for Folketingets retsudvalg, SFs Karina Lorentzen Dehnhardt fortæller, at hun afventer ministerens forklaring i et samråd om sagen i november, før hun vil give en kommentar.