Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, tager gamle popsange i brug, når han senere i dag beskriver sit forhold til Venstre.

Men det er ikke kærlighedssange, han bruger.

Tværtimod.

»Venstre fik mig til at tænke på en af Thomas Helmigs gode ørehængere,« vil han sige i talen på partiets landsmøde i Herning senere i dag.

»For først forlod de blå blok. Og så ville de bruge 69 mia. på offentlige udgifter.«

»Kan I gætte, hvilken sang, det er? 'Nu hvor du har brændt mig af. Nu hvor du har brugt mine penge.' Ja, ja, Venstre. Der kommer nok en dag, hvor fornuften vender tilbage,« vil Søren Pape sige i sin tale.

Den konservative leder skælder også ud på regeringen.

Han brokker sig over, at Radio 24Syv har bragt et indslag, hvor en kontanthjælpsmodtager klager over kun at have 16.851 kroner til sig selv efter skat hver måned.

»Hun havde råd til at afdrage gæld, ryge og abonnere på Netflix og TV 2 Play. Hvis jeg var sosu-hjælper, ville jeg ikke føle, det var velfærd. Jeg ville føle mig snydt,« siger Søren Pape, der kan forvente at blive hyldet af medlemmerne efter valgsejren, hvor partiet blev fordoblet.

Men samtidig med, at K gik fra 6 til 12 mandater, mistede de regeringsmagten og Pape justitsministerposten.

Så indflydelse ligger det tungt med.

Især så længe, de borgerlige partier ikke har fundet sammen om et troværdigt og tillidsvækkende alternativ.