Selvom regeringen har afsat flere milliarder til at give sygeplejersker og pædagoger mere i lønningsposen for at lokke flere unge til at søge ind på en af de store 'velfærdsuddannelser', har det ikke hjulpet. 

Tværtimod. 

Faktisk er der i år langt færre, der har søgt ind på uddannelserne til lærer-, pædagog- og socialrådgiver end sidste år. 

Kun antallet af unge, der vil være sygeplejerske stiger en smule.

Det viser nye tal fra Danske Professionshøjskoler, efter der fredag klokken 12 var deadline for ansøgninger til videregående uddannelser.

Antallet af førsteprioritetsansøgninger til de fire store velfærdsrettede uddannelser som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver falder samlet set med seks procent siden sidste år.

Uddannelsen til sygeplejerske oplever en stigning på en enkelt procent i forhold til sidste år. Faldet er størst hos pædagogerne med 10 procent færre ansøgninger.

Selvom pædagogerne var en af de grupper, der fik del i pengene fra regeringens lønløft, er det ikke noget, der nævnes med et ord i en pressemeddelelse fra pædagogernes fagforbund BUPL om de nye tal. 

I stedet lyder det her fra formand Elisa Rimpler, at pædagoguddannelsen ikke kommer til at tiltrække de studerende, der er brug for, før uddannelsen »får et længe ventet fagligt og økonomisk løft.«

Pædagogerne fik med regeringens aftale 1800 kroner mere om måneden ekstra i lønningsposen med fuld virkning fra 2026 udover de stigninger, der skulle aftales i en ny overenskomst. 

»Vi har brug for en attraktiv uddannelse, som nyder større prestige. Pædagoguddannelsen skraber bunden, når vi spørger de unge, hvilke professionsuddannelser der er mest attraktive. Det er helt uholdbart, for den direkte konsekvens er, at alt for få vælger uddannelsen, og at vi ikke har pædagoger nok til børnene«, siger BUPL-formanden i pressemeddelelsen. 

Tendensen til at færre søger ind på de store velfærdsuddannelser har stået på i flere år.

I 2015 havde de fire professionsuddannelser samlet set 18.474 ansøgere. 

Nu er tallet 11.873 – et fald på 36 procent i forhold til i dag.