Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt retter skarp kritik mod Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, men møder nu selv kritik

'Man skal ikke kaste med sten, så længe man selv bor i et glashus', lyder et ordsprog. Og det må Helle Thorning-Schmidt sande i disse dage.

Mandag afslørede DR P1, at Helle Thorning-Schmidt kommer med en ramsaltet kritik mod to af Socialdemokratiets største profiler i næste afsnit af tv-serien 'Statsministre', der bliver sendt på søndag.

I programmet siger Thorning direkte, at det havde været nemmere, hvis der havde været mindre intern debat i partiet. Og at det havde været bedre, hvis Nyrup og Lykketoft havde holdt lidt igen med deres stærke holdninger. Hun bliver spurgt, om de slet ikke skulle have ytret sig, og til det svarer Thorning:

»De kunne ytre sig, men som tidligere partiformænd var de meget, meget højtråbende i forhold til, hvad tidligere socialdemokratiske statsministre har været udsat for, - i det hele taget, hvad tidligere partiformænd har været udsat for. Det, jeg kan konstatere, var, at det var skadeligt for Socialdemokratiet, og det var skadeligt for vores muligheder for at fortsætte i regering,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Mogens Lykketoft kritiserede bl.a. tidligere finansminister, Bjarne Corydon for ikke at gøre op med embedsmændenes regnemetoder. Og i 2014 langede han kraftigt ud efter Thornings økonomiske politik i bogen 'Den skandinaviske drøm', som udkom blot en uge før partiets kongres. Heri kritiserede han bl.a. både lettelser i selskabsskatten, besparelser på børnechecken og salget af DONG.

Lykketoft har ikke meget tilovers for Thornings kritik. Han siger til DR, at han mener, det forholder sig lige modsat: Hvis Thorning havde lyttet, så havde hun stadig været statsminister.

Poul Nyrup Rasmussen gjorde sig først bemærket ved at trække tæppet væk under Thorning under kongressen i 2012, hvor han var gæstetaler. Her gik han direkte ind i debatten om den kontroversielle dagpengereform og mente, at man kunne gøre det bare 'lidt bedre'. Senere blev han en skarp kritiker af DONG-salget, som han fortsat ikke mener er ordentligt belyst.

Nyrup siger nu, at han godt kan forstå, at Helle Thorning-Schmidt er 'skide irriteret', for han har selv været i samme situation.

»Anker holdt sig heller ikke tilbage i sin tid. Og jeg kan huske, at jeg sad og rev mig i håret og sagde: 'Anker, hold nu op,'« siger Nyrup og fortsætter:

»Men når jeg så har sagt det, så sagde jeg dengang - og det vil jeg gerne gentage – ’nå ja, det er jo dit ansvar’. Og man kan ikke skyde det fra sig. Man har ansvaret for den politik, man har tilrettelagt,« siger han til DRs P1.

Men Thornings kritik har mødt kritik fra flere sider. Ikke mindst fordi hun også for en uge siden gav SF skylden for, at hendes regeringssamarbejde med SF og De Radikale løb ind i problemer.

Det fik Stine Brix fra Enhedslisten til at give følgende kommentar på det sociale medie Twitter:

»Alle andre end Helle Thorning og Socialdemokraterne har tilsyneladende ansvaret for HTS-regeringens fald...«, hvortil Socialdemokratiets folketingsmedlem og eu-ordfører, Peter Hummelgaard svarer:

»Stort set alle socialdemokrater - udover den daværende regeringsleder - har et langt mere ædrueligt syn på valgperioden og regeringstabet.«

BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, kalder Thornings kritik for 'sølle'.

»Der er en oldgammel læresætning i alle ledelsesbøger, der foreskriver, at man skal dele æren, når det går godt, og selv tage ansvaret, når det går skidt. Thorning har et valg om at vise generøsitet eller smålighed, og hun vælger det sidste. Samtidig er det decideret upassende, at hun kritiserer SF, fordi det nu er Mette Frederiksen, der fremadrettet skal samarbejde med SF.«

»Men selvom hendes udsagn om, at Nyrup og Lykketoft kostede hende valgsejren ikke holder, fordi hun faktisk gik tre mandater frem, så har hun ret i, at de skulle have holdt deres kæft og lade være med at spænde ben for hendes projekt. Det svarer til at hoppe på hovedet af en, der ligger ned. Hun var allerede belastet af Dong-sagen, selskabsskattelettelser og dagpengereformen,« siger Søs Marie Serup og fortsætter:

»Det siger noget om Helle Thorning-Schmidt, at hun har brug for syndebukke. Hun blev altid vurderet som en, der blev stående på trods af massiv kritik. Men der er åbenbart alligevel grænser for, hvad hun vil lægge ryg til. Hun vil ud at blande sig i fortællingen om hendes eftermæle allerede nu, og der kan være en fordel ikke at vente med det, til man er 70. Men hun og Fogh har det til fælles, at de selv kæmper for deres eftermæle. Der er meget få i deres egne partier, der har lyst til at bakke dem op.«