Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen indkalder nu Folketingets partier til møde om de kommende ændringer i Forældreansvarsloven.

Mødet finder sted onsdag 25. september klokken 13.30.

Både eksperter og politikere kritiserede i B.T. den kommende lovændring voldsomt i weekenden, da den angiveligt fejler på et helt centralt område, som hele lovændringen ellers sigtede mod at forandre. Nemlig såkaldt samværschikane.

»Jeg håber naturligvis, at vi kan adresse de åbenlyse mangler i lovforslaget. Det er afgørende, at vi kan bekæmpe samværschikane, og at forældre kan anvende deres børn som våben i en krig mod den anden forælder,« siger Dansk Folkepartis socialordfører, Mette Thiesen, som fortsætter:

»Alle mennesker med bare en smule sund fornuft kan se de udfordringer, der foreligger, så det regner jeg også med, ministeren kan. Jeg håber, vi får svar på, om de kan udbedre de mangler, som lovforslaget indeholder.«

Det har gennem de sidste mange år været muligt for en forælder – ved hjælp af chikane og falske anklager mod den anden forælder – at få forældremyndighed eller bopælsretten over børnene. 

Ved at anklage den anden forælder for overgreb eller ved at nægte at udlevere børnene til samvær kunne den ene forælder efterhånden gøre børnene fremmede for den anden forælder.

Det var netop det, som lovændringen skulle adressere. Men det gør den ikke, lyder kritikken. 

»Jeg kan ikke se, at man ændrer på den nuværende retstilstand. Lovændringen giver fortsat mulighed for, at man kan udøve samværschikane som et værktøj for at holde børnene væk fra den anden forælder,« siger Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen.

B.T. bragte lørdag en artikel om 35-årige 'Mathias', som var i Højesteret 16. august i år. 

Her fik hans ekskone tildelt bopælsretten til deres to børn på henholdsvis fire og syv år. Det skete, selvom Højesteret beskrev, at 'Mathias' ekskone havde bedrevet samværschikane og »i det væsentlige« været årsag til, at de to børn var blevet nægtet at se deres far i fire år. 

»Jeg vil stille spørgsmål til ministeren om de artikler, som B.T. har skrevet,« siger socialordfører i Liberal Alliance, Katrine Daugaard, som fortsætter:

»Vi kan jo se, at lovforslaget ikke lever op til det, som vi aftalte. Samværschikane er åbenbart stadig muligt og konsekvenserne ved at udøve samværschikane er uklare.«

Mødet onsdag i den kommende uge er en såkaldt teknisk gennemgang af lovforslaget. Partierne forventer også at få indblik i de indkomne høringssvar, som organisationer, eksperter og interessenter har sendt ind i forbindelse med at forslaget har været i høring.