Den socialdemokratiske justitsminister går nu i rette med Venstres forklaring i sagen om undervisning i Muhammedkrisen.

Venstre har igen og igen brugt en sikkerhedsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at forklare, hvorfor partiet har lavet en gigantisk kovending og alligevel ikke går ind for obligatorisk undervisning i Muhammedkrisen i skolen.

Men Venstres forklaring holder ikke. For sikkerhedsvurderingen var den samme, dengang Venstre havde den modsatte holdning. Det har B.T. afsløret, og nu bekræftes det af justitsminister Peter Hummelgaard.

»Der er ikke noget, der samlet set har ændret sig i sikkerhedsvurderingen,« sagde Peter Hummelgaard på et samråd torsdag.

B.T. kunne onsdag fortælle, at Venstre fik tilsendt PETs sikkerhedsvurdering i september sidste år, og at konklusionerne i den er de samme som i den sikkerhedsvurdering, der er blevet lagt frem i maj i år.

Det fik SF til at udtale, at Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, har talt »decideret usandt«.

Da forslaget om at indføre undervisning i Muhammedkrisen i skolen blev debatteret i folketingssalen i midten af maj, sagde Anni Matthiesen igen og igen, at »forudsætningerne har ændret sig på grund af sikkerhedsvurderingen fra PET«.

»Venstre står og lader, som om der er sket noget banebrydende nyt, men det er præcis den samme vurdering som før valget. Der er intet nyt sket siden valget andet end, at Venstre er kommet i regering,« udtalte Jacob Mark (SF) til B.T. onsdag.

Under torsdagens samråd gentog justitsministeren, at sikkerhedsvurderingen »i sin helhed« er uændret i forhold til den vurdering, Venstre fik tilsendt i september.

Han påpegede dog, at der i PETs vurdering fra i år er tilføjet nogle afsnit, blandt andet at der har været 'hændelser' i Sverige og Danmark i vinteren og foråret. 'Hændelser' blev af politikerne på samrådet oversat til Rasmus Paludans koranafbrændinger.

Ifølge ministeren er tilføjelsen med koranafbrændingerne en »væsentlig opdatering« af sikkerhedsvurderingen, men han slår fast, at konklusionen i sikkerhedsvurderingen er uændret.

»Er konklusionen anderledes, end den var i september? Det er den ikke,« sagde Peter Hummelgaard.

B.T. har siden torsdag i sidste uge forsøgt at få et interview med undervisningsordfører Anni Matthisen, men hun afviser at stille op. I et skriftligt svar udtaler hun:

»Jeg køber ikke præmissen om, at sikkerhedsvurderingen er uændret. Justitsministeren sagde under samrådet, at det er en væsentlig opdatering af vurderingen, og at der er afgørende punkter, hvor den er blevet opdateret.«

Efter samrådet afviste justitsministeren at svare på spørgsmål. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) henviste til justitsministeren angående spørgsmål om sikkerhedsvurderingen.