Efter massivt politisk pres valgte SFs gruppeformand Ole Sohn i går at beklage sin kommunistiske fortid.
»Det DKP stod for - og dermed også det, jeg stod for - var forkert. Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske diktaturer. Så selvfølgelig var det en klar fejl at gå med i DKP,« lyder en af Sohns beklagelser. Fredag afslørede B.T., hvordan Ole Sohn lige inden murens fald sendte et hyldestbrev til DDRs leder Erich Honecker, hvor han fremhævede den østtyske politistat for blandt andet »sikringen af en række basale menneskerettigheder.« Samme dag afslørede Jyllands-Posten, hvordan Sohn efter murens fald forsikrede DDR om, at DKP stod last og brast med styret og således ville modarbejde planer om et genforenet Tyskland. Og endelig kunne B. T. søndag fortælle, at Ole Sohn er under mistanke for at have modtaget millioner af sorte kontanter fra Sovjetunionen, som skulle sikre driften af DKP. B.T. har talt med fire eksperter i historie. Alle fire peger på afgørende problemer i Sohns beklagelsesbrev. Især Ole Sohns angivelige uvidenhed i pengespørgsmålet får eksperterne til at ryste på hovedet. »Det virker mærkeligt, at han intet vidste. DKP havde jo et apparat til rådighed, som hverken var proportionelt med sine vælgere eller antallet af abonnementer. Økonomisk hang det jo ikke sammen,« siger koldkrigsekspert Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet. Ifølge Ole Sohn selv fik han nemlig først kendskab til »Moskva-guldet« længe efter, at han satte sig i formandsstolen. Nu siger Sohn om pengestrømmen: »Alene det, at DKP og andre kommunistpartier modtog penge fra Moskva, diskvalificerede DKP. Mit medlemskab af DKP var naivt, for kommunismen ville aldrig kunne være katalysator for frihed, lighed og fællesskab.« Flere eksperter stiller sig uforstående over for, at Sohns beklagelse først kommer nu - godt 20 år efter han forlod DKP. Er det nok, at SFs Ole Sohn nu beklager sin kommunistiske fortid? Tror du, at han er blevet klogere, og er der intet er i vejen for, at han kan blive minister i en eventuel S-SF-regering? Eller er beklagelsen utroværdig, da han kun gør det for at redde sin politiske karriere?Deltag i debatten herunder
