En video, hvor en pige græder, da hun får at vide, at hun ikke er dansk, har allerede forarget både eksperter og politikere, og nu blander LA-politiker Joachim B. Olsen sig i sagen og kalder det en 'modbydelig mellemøstlig praksis' at bruge børn på den måde.

En lille pige bryder ud i tårer foran kameraet, da hun får at vide af en voksen stemme, at hun ikke er dansk.

Videoen er blevet set af tusinder på sociale medier og er en reaktion på, at Folketinget har vedtaget, at de var bekymrede over, at der i nogle boligområder i Danmark bor 'flere indvandrere og efterkommere end danskere'.

Men det er dybt udansk, mener Joachim B. Olsen.

»Det er denne her kultur i Mellemøsten, hvor man i konflikter – det kunne være i den israelsk/palæstinensiske konflikt - bruger børn, indoktrinerer dem og holder dem op foran sig, som en måde at gøre sig selv til offer på ved at vise et barn frem, der er ked af det. Så folk kan sige, se hvor synd det er for os. Det er ekstremt udansk, for der er det målet, der helliger midlet, hvor man bruger et individ og er ligeglad med, om barnet lider overlast,« siger politikeren til BT.

Han er blevet så rasende, at han har lavet et harmdirrende opslag på Facebook, hvor han kritiserer den 'modbydelige mellemøstlige praksis, hvor man bruger børn som propaganda.'

'Forældrene til denne pige er, efter min opfattelse, ikke danske. De har ikke aflagt den modbydelige praksis, som i vid udstrækning bliver brugt i Mellemøsten, hvor man bruger børn i propaganda øjemed, uden hensyntagen til barnets ve og vel,' skriver han.

Joachim B. Olsen stemte selv for forslaget, der har givet anledning til, at Alex Sabour og mediet Gorilla Media har produceret videoen og delt den vidt og bredt. Hans datter medvirker selv, og familien har iranske rødder.

Han er dybt uenig med Joachim B. Olsen.

»Jeg har sagt klart og tydeligt, at det her handler om vores børn og vores børns fremtid. Og politikerne har absolut intet imod at gå live på tv og lave deres forslag uden at tænke på vores børns fremtid. Han må gerne mene, hvad han mener, men han repræsenterer ikke vores børn. Pigen i videoen er min datter, og de andre børn har jeg kendt, siden de var helt små, og alle deres forældre har været involverede,« siger han til BT.

Men selvom Joachim B. Olsen indrømmer, at ordlyden i Folketingets vedtagelse var 'upræcis,' mener han ikke, det retfærdiggør brugen af datteren i videoen.

»Sådan er vi ikke i Danmark. Det er en ekstrem kollektivistisk, mellemøstlig tankegang i et demokrati med liberale frihedsrettigheder som Danmark, at man ofrer individet for kollektivets skyld som et propagandaværktøj. Jeg er med på, at formuleringen var upræcis, men det er som om, at man blander tingene sammen og forsøger at misbruge det bevidst,« siger LA-politikeren.

Men Alex Sabour mener, det er for letkøbt for politikeren at komme med den udtalelse.

»I flere kommentarer skriver folk, at den her video repræsenterer deres barndom. Og Joakim B. Olsen kan gå hjem og slukke for fjernsynet og glemme den politik, han repræsenterer. Men når jeg slukker for fjernsynet, så skal jeg forklare min datter, hvorfor hun ikke er dansk. Jeg vil gerne mødes med Joakim B. Olsen på en bodega over nogle øl og tale om danskhed. Han er en karrierepolitiker, og han er dygtig. Men jeg er reklamemand, og jeg er også dygtig. Og det her har intet med min religion eller kulturforskelle at gøre. Det handler om, at de udmeldinger, der kommer fra Folketinget, de gør, at vores børn ikke er en del af det danske samfund. Og så taber de en hel generation på den måde.«

Han forklarer, at hans lille pige kommer hjem og spørger, hvorfor de andre børn siger, at hendes mor er fra junglen og hendes far er terrorist, og hun er en ’perker’.

Joachim B. Olsen er med på at tage debatten med Alex Sabour.

»Hvis du vil have den diskussion som et voksent menneske, så lad os tage den. Det, de gør, er meget udansk, det er at tage sine egne børn og holde dem foran sig. Det er noget, man gør i Mellemøsten, men hvis man vil være kulturel dansk, så aflægger man sig de her praksiser,« siger Joachim B. Olsen.