»Det er en helt usædvanlig situation.«

Det fastslår B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen efter mandagens prognose om, at hele 24 procent fortsat er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset i stemmeboksen tirsdag.

Hos Gallup ser man også på situationen som ganske usædvanlig.

»Wow, siger jeg bare. Det er den vildeste valgprognose, jeg har oplevet i min tid,« siger Camilla Fjeldsøe, der har været ansvarlig for Gallups valgprognoser i 15 år, til Berlingske om den måling, som instituttet i dag sendte ud.

Og det, der får hende til at sige wow, er altså, at hele 24 procent af de adspurgte fortsat er i tvivl.

Med kun en dag tilbage til valget og så stort et antal af tvivlere, bliver partilederdebat mandag aften derfor helt afgørende, mener Joachim B. Olsen:

»Aftenens debat er den vigtigste partilederdebat før et valg i mange, mange årtier i dansk politik. Rigtig meget kan nå at flytte sig i forhold til de meningsmålinger, vi har set, fordi så mange endnu ikke har besluttet sig,« siger han og fastslår:

»24 procent er over 40 mandater. Der er meget at kæmpe om.«

Men hvorfor er der mon så mange tvivlere?

Ifølge den politiske kommentator skyldes det, at der er så mange partier på stemmesedlen.

»Der er mange partier, herunder nye partier. Det betyder, at flere vælgere bliver i tvivl – helt op til valgdagen. Og nuancerne mellem nogle partier er ikke så store, og så bliver det svært at vælge.«

I Gallup-prognosen får regeringen og støttepartierne 49,1 procent af stemmerne, mens oppositionen og Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, står til 50,9 procent.