Det blev en noget anden nytårstale fra statsminister Mette Frederiksen end den, som hun ellers havde planlagt. og det var helt nødvendigt, forklarer B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.
»Det var den tale, som Danmark havde brug for lige nu. Det var Gud, konge og fædreland« siger han og fortsætter:
»Danmarks dronning gennem 52 år meldte sin afgang i går og det er naturligvis det helt centrale, som statsministeren er nødt til at tale om i dag,« siger han.
Derfor er Joachim B. Olsen også gavmild med sin dom og giver fem stjerner ud af seks mulige til Mette Frederiksens nytårstale.
Statsministeren havde egentlig planlagt at tale om regeringens kommende ældreudspil, men det kan hun godt parkere i et stykke tid endnu, forklarer Joachim B. Olsen.
»Hvis hun havde siddet og talt om regeringens politik, så havde folk tænkt, at det ikke var på sin plads. Dronningens afgang ER det tema, som fylder hos danskerne lige nu,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror ikke regeringen kommer med større politiske udmeldinger før sidst i januar. I hvert fald ikke før nogle dage efter 14. januar, hvor kronprins Frederik udråbes til konge,« siger Joachim B. Olsen.
Det er dog slet ikke noget som Mette Frederiksen er ked af.
»Mette Frederiksen kommer til at udråbe Frederik til konge. Vi har jo alle set billederne fra 1972, hvor Jens Otto Krag gjorde det samme for Dronning Margrethe,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Som statsminister så er man bestemt ikke ked af, at blive en del af en kæmpestor historisk begivenhed på den måde,« siger han.