Det er problematisk, hvis TV2 lader journalister, der er blandet ind i lækagesagen, dække den på skærmen.

Det mener Oluf Jørgensen, lektor i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- De journalister, der dækker et emne, skal ikke være part i sagen eller have meldt noget ud, hvor de tydeligt tilkendegiver, at de ikke ser sagen nøgternt, siger Oluf Jørgensen, som understreger, at der ikke findes love eller regler på området, men at det går ud over mediers troværdighed, hvis deres journalister er inhabile.



- I denne sag bør og må TV2 holde Rasmus Tantholdt, Cecilie Beck og Jes Dorph-Petersen væk fra dækningen, siger Oluf Jørgensen.

- Rasmus Tantholdt er direkte part i sagen, fordi han optræder på lydfilen. Cecilie Beck er gift med Tantholdt og er efter helt almindelig opfattelse inhabil pga. sit forhold til Tantholdt. Og Jes Dorph har så klart gjort sin holdning tydelig - på en lidt dum måde, synes jeg - at han ikke ser nøgternt på sagen.

Oluf Jørgensen sammenligner med en anden sag, hvor TV2 NEWS pillede Peter Arnfeldts kæreste, Ulla Østergaard, af sine chefopgaver pga. Arnfeldts indblanden i skattesagen.

B.T. sms'ede i går, tirsdag, med TV2s nyhedsdirektør Michael Dyrby om problemet om, hvor vidt værterne er inhabile. Det mente Dyrby tydeligvis ikke.Dyrby: - Jeg har ikke supplerende kommentarer pt end det, jeg har sagt. Jeg kan sende det til dig. Vh. M.

Ville faktisk gerne høre om dine studieværter ikke er ved at være inhabile? Cecilie er gift med Rasmus og Dorph kalder Giversen et røvhul på Facebook?

Dyrby: - Arhh interessant. Hvorfor skulle (de, red.) være inhabile?

Altså Dorph har sagt sin personlige mening. Og hvad med Rasmus? Han er jo part i en sag. Hvem er vært i aften?Herefter hørte B.T. ikke mere til Michael Dyrby, men vi har i dag stillet TV2-direktøren dette spørgsmål:

Oluf Jørgensen mener det er et problem. Kan du ikke ringe/skrive desangående? 

Vi har foreløbig ikke fået noget svar.

HVAD MENER DU? SKAL DE PILLES AF SKÆRMEN, NÅR DE SÅ KLAR UDTRYKKER DERES HOLDNING ELLER ER PART I SAGEN? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER