Skatte-skandalen fik i fredags TV2 News til at ændre sin redaktør Ulla Østergaards arbejdsområde. Ulla Østergaard er nemlig gift med en af skatte-skandalens absolutte hovedpersoner – Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt.

Søndag bragte Ekstra Bladet historien om, at Peter Arnfeldt angiveligt forsøgte at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold til avisen for et år siden.

Men allerede fredag følte nyhedskanalens ledelse, at Arnfeldts hustru er så tæt på en af nyhedens hovedpersoner, at hun er inhabil i forhold til at beskæftige sig med sagen journalistisk.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Ulla og jeg er enige om, at hun og TV2 ikke skal sættes i en situation, hvor denne sag kan dukke op. Det vil hverken være fornuftigt eller troværdigt at sætte Ulla til at dække en sag, hvor hendes mand nu spiller en forholdsvis central rolle, siger TV2 News’ kanalchef Mikkel Hertz.

Beslutningen blev ifølge kanalchefen truffet fredag formiddag, da skatteminister Thor Möger Pedersen meddelte, at der skal nedsættes en uvildig undersøgelseskommission, der skal kulegrave sagen.

Ulla Østergaard kommer sandsynligvis til at vente længe, før hun kan vende tilbage til sin normale redaktørpost, hvor hun blandt andet har stået for det populære magasin 'Mogensen og Kristiansen'. Ifølge kanalchefen skal hun have andre opgaver så længe, hendes mand er involveret i undersøgelsen.

- Så længe Ulla Østergaards mand er inddraget i den undersøgelse, så skal Ulla ikke stå for vores dækning af sagen, siger Mikkel Hertz, der ikke vil uddybe, hvor meget eller lidt, der fjernes fra redaktørens ansvarsområde.

LÆS OGSÅ: 

- Vi skal finde en model, hvor hun ikke risikerer at skulle prioritere eller træffe beslutninger om vores dækning i denne sag, lyder det.

Der har tidligere været sat spørgsmålstegn ved Ulla Østergaards habilitet.

Fra 2001 til 2006 var hun spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, der dengang var sundheds- og indenrigsminister. Derfor har der også tidligere været kritik af, at Østergaard fik rollen som ansvarlig for TV2 News' valgdækning.

Hun stod også for skud, da TV2 i oktober 2010 valgte at slette et klip med en vred Lars Løkke Rasmussen, der overfuser en journalist på en parkeringsplads. Klippet skulle være brugt i Nyhederne til at illustrere, hvor presset Løkke var over overbetaling af privathospitaler.

Efter episoden ringede Ulla Østergaard til statsministeriet. Og så var det uflatterende klip pludselig slettet. Kanalchef Mikkel Hertz understregede dengang, at kontakten mellem statsministeriet og statsministerens tidligere spindoktor ikke var problematisk. Han havde set klippet og fandt det ubrugeligt.  

Ulla Østergaard var også en bemærkelsesværdig figur i dokumentaren 'Dagbog fra Midten', der hudløst ærligt viste Ny Alliances turbulente opstart. Her viser Ulla Østergaard sit store temperament og sit talent for at plante politiske historier i medierne.

LÆS OGSÅ: 

En artikel i Information karakteriserede dengang Ulla Østergaards rolle i dokumentaren som: 'Den depraverede og dekadente taktiker, der lokker vores helt til at sælge sin sjæl. En taknemlig skurk, der taler grimt og ryger grimt, og som i følge Guldbrandsens scenografi er gift med Darth Vader selv.'

Hendes mand, Peter Arnfeldt, dukkede op i valgets sidste fase som toprådgiver for partiet. Og partiets ansatte og politikere følte efter sigende, at Østergaard-Arnfeldt-alliancen satte sig på det hele.

I disse dage er Peter Arnfeldt næppe til stor hjælp for hustruens karriere.

Ulla Østergaard ønsker ikke at kommentere sin situation overfor B.T.