Vi skal tage et opgør med særhensyn – også selvom det ikke nødvendigvis er rart

Man kan godt leve og bo i Danmark uden at kunne svømme – omend det er en kæmpe fordel at kunne. Men man kan ikke med mening leve og bo i Danmark uden at forstå og efterleve, at man lever i et land med fuldstændig ligestilling mellem kønnene.

I Danmark er piger og drenge, kvinder og mænd, lige meget værd, og her er det helt naturligt, at vi arbejder sammen og dyrker idræt og andre fritidsaktiviteter sammen. Det er en selvfølgelighed, at vi omgås på tværs af kønnene – både i det professionelle og det private.

Hvis vi skruer tiden cirka fire år tilbage, så blev jeg temmelig forundret, da jeg under et besøg hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter diskuterede, hvorfor trossamfundets fremmødte – herunder et par danske konvertitter – mente det nødvendigt at kønsopdele fitness. Dengang som nu synes jeg, at det er så fuldstændig udansk, underligt og forkert. Budskabet var, at træning sammen var »uislamisk«. Det middelalderlige syn på kvinder skal vi gøre op med i et moderne Danmark.

Jeg er på det seneste blevet spurgt, om det ikke er direkte skadeligt for de muslimske kvinder i Danmark, hvis vi forhindrer dem i at svømme kønsopdelt. Vil det i virkelighedens verden ikke være et tilbageslag for integrationen og ligefrem betyde, at disse kvinder nu ikke kommer uden for hjemmet, når man nu ikke længere kan svømme for nedrullede gardiner? Mit svar er, at færre muslimske kvinder nok kommer til at svømme. I hvert fald på den korte bane. Men det er et klart nej til, at det vil være et tilbageslag for integrationen. Tværtimod! Det kan godt være, at nogle af disse kvinder ikke længere kommer til svømning. Det overlever vi nok. Men disse kvinder, og ikke mindst deres mænd, får en klar og tydelig rettesnor for, hvordan vi lever i Danmark.

Burde vi så ikke bare forbyde kønsopdelt svømning? Vedtage en hurtig lov på Christiansborg?

Det mener jeg ikke. For det er helt ekstremt vigtigt, at vi hver især tager et opgør med særhensyn. Intet vil i virkeligheden være nemmere end at lovgive mod det uvæsen, som religiøse særhensyn i det offentlige rum er, men der påhviler os alle en pligt til at forsvare både ligestillingen og de øvrige frihedsrettigheder i det daglige. Vi skal stå ved vort værdisæt og i det daglige forsvare det, når der bliver presset på for at få svinekødet helt ud af daginstitutionen eller få kønsopdelt svømningen.

Jeg er fuldstændig klar over, at diskussion og konflikt ikke altid er rart. Men det kan efter min mening ende helt galt, hvis vi hver gang, der er optræk til en konflikt i denne retning, træder et lille skridt tilbage for at undgå disse diskussioner. Det bekymrer mig i tiltagende grad, om vi som danskere er stålsatte og stolte nok over vort eget værdisæt; selve fundamentet af frihedsrettigheder. Om vi har modet til at forsvare det i det daglige. Det er netop ikke kun et spørgsmål om lovgivning. Det er i meget høj grad også et spørgsmål om at stå ved det i det daglige. Så vi ikke ’putter’ os og skubber lovgivning foran os, når kravet om særhensyn dukker op. Vi skal turde sige det ligeud til de muslimer i Danmark, der kræver særhensyn: Sådan lever vi her, og det skal du respektere!