Lyt til artiklen

Mens Venstre taber terræn, går det fremad for De Konservative. Og det kan skabe en unik chance for partiets formand, Søren Pape Poulsen.

Spørgsmålet er, om han kan gentage Poul Schlüters bedrift fra 1982.

»Det er en gylden chance for Pape,« siger den politiske kommentator Hans Engell, der var forsvarsminister i Schlüters regering dengang.

»Selv om han ikke ligner en, der kan blive statsminister lige om hjørnet, er det med til at skabe en positiv udvikling for De Konservative. Og han kan sagtens bruge det, for det er ikke lykkedes Jakob Ellemann-Jensen at få opbakning i blå blok, selv om Venstre er lige så store som de andre blå partier tilsammen,« siger Hans Engell.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Er han en ny Schlüter?
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Er han en ny Schlüter? Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller er enig:

»Søren Pape har nogle af de samme kvaliteter, som Schlüter havde: evnen til at finde fælles løsninger. Jeg vil ikke gøre nogen til statsminister, men bare sige, at det ikke er afgjort endnu. Pape har vist, han har evnerne til at lede. Også eventuelt det borgerlige Danmark. Pape er et ordentligt menneske og gør det godt. Vi skal have nogle flere mandater, men det kan sagtens nås endnu. Jakob Ellemann er også en udmærket fyr, så man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt,« siger Per Stig Møller.

Poul Schlüter er idol og rollemodel for de fleste konservative, og alene det at blive sammenlignet med ham er en stor ære.

'Er Pape den nye Schlüter?' lyder overskriften på lederen i det nyeste nummer af Euroman.

Tidligere minister og nuværende forfatter Per Stig Møller fotograferet i sit hjem i Allerød. »Pape gør det godt, men partiet skal have flere mandater,« siger han.
Tidligere minister og nuværende forfatter Per Stig Møller fotograferet i sit hjem i Allerød. »Pape gør det godt, men partiet skal have flere mandater,« siger han. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og tanken rumsterer i blå blok.

Jakob Ellemann-Jensen har ikke formået at sætte en afgørende dagsorden i blå blok, siden han blev formand for Venstre. Og Dansk Folkeparti afviser for første gang nogensinde at pege på Venstres formand som statsministerkandidat uden videre. Nye Borgerlige er også positive over for Pape.

Poul Schlüter blev statsminister i 1982 uden valg, da Anker Jørgensen gav op. Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti pegede på Venstres daværende formand, Henning Christophersen, som ny statsminister. Men Fremskridtspartiet og De Radikale pegede på Poul Schlüter, og det gjorde udslaget.

De Konservative var også en smule større end Venstre – de havde 14,5 procent af stemmerne mod Venstres 11,3. Men Christophersen havde større erfaring og havde været udenrigsminister, mens Schlüter havde været viceborgmester i Gladsaxe.

»Det havde været mere naturligt med Christophersen. Men han var gået i regering med Socialdemokratiet fra 1978 til 1979. Det var det, Løkke prøvede at lufte, og som Ellemann ikke har taget afstand fra. Flirten med Socialdemokratiet kan blå partier ikke lide,« siger Jacob Næsager, der er gruppeformand for De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation.

Henning Christophersen (th.), Anker Jørgensen og Poul Schlüter i debat i programmet 'Aktuelt', 1982.
Henning Christophersen (th.), Anker Jørgensen og Poul Schlüter i debat i programmet 'Aktuelt', 1982. Foto: Mini Wolff
Vis mere

»Statsministerkandidat gør man sig fortjent til. Søren Pape er godt på vej til at gøre sig fortjent til den position. Og hvis andre er interesserede, må de vise, at de gør sig fortjent,« tilføjer han.

Efter et lavpunkt på kun 10 mandater i 1975 lykkedes det Schlüter at sikre De Konservative konstant fremgang ved de fire følgende folketingsvalg, især i 1984, da partiet opnåede 42 mandater.

Landsformand i Konservativ Ungdom Anders Storgaard siger:

»Jeg kan se lighedstegn mellem Pape og Schlüter. Søren Pape formåede at samle Det Konservative Folkeparti og andre borgerlige kræfter på en måde, tidligere konservative ledere har manglet. Det har han til fælles med Schlüter – han er en samlende figur, både internt og i blå blok. Jeg tror, han ville være en fremragende statsminister.«

Formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, siger:

Søren Pape Poulsen (C) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København 22. juni 2020. De Konservative blev fordoblet ved sidste valg.
Søren Pape Poulsen (C) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København 22. juni 2020. De Konservative blev fordoblet ved sidste valg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hvis Pape vil stille sig i spidsen for at vende udviklingen, få styr på udlændingepolitikken og skabe et samfund, hvor politikerne bestemmer mindre og danskerne mere – også over deres egne penge – så har han vores opbakning. Søren og jeg er ikke enige om alt. Men på lange stræk om det vigtigste. Ellemann-Jensen har desværre mere travlt med at stå sammen med Morten Østergaard, end han har med at samle de borgerlige partier.«

DF er også rasende over Ellemanns flirt med Morten Østergaard og satte annoncer om det i B.T. fredag:

»Det kursskifte, Venstre har taget over mod De Radikale, vil jeg gerne advare dig kraftigt imod,« skriver Thulesen til Ellemann.

Thulesen skriver i en sms til B.T., at de først tættere på valget tager stilling til, hvem de peger på.

»Det er en gylden chance for Pape,« siger Hans Engell, kommentator og tidligere Konservativ formand og minister i Schlüters regeringer.
»Det er en gylden chance for Pape,« siger Hans Engell, kommentator og tidligere Konservativ formand og minister i Schlüters regeringer. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Det er ikke lykkedes Ellemann at fremstå som leder af blå blok. Hvis først et parti taber, kan det blive ved. De Konservative og Nye Borgerlige er i fremgang, mens Venstre har vigende målinger. Det er med til at nære håbet, og intet i politik skaber større succes end succes. De andre blå partier ser med stor skepsis på, at Ellemann nærmer sig Morten Østergaard,« siger Hans Engell.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Søren Pape Poulsen, men det har han ikke ønsket.

Euroman spørger ham om sammenligningen med Schlüter.

»Hvis jeg hoppede på den præmis, ville den ene kommentator efter den anden sige: 'Har du ingenting lært? Det er bindegalt, I har kun 13 mandater.'«

Men hvis han fik tilbuddet, ville han sige ja.

»Enhver partileder vil sige ja. Men mit parti skal være større. Vi er endnu ikke, hvor vi skal være,« siger Søren Pape Poulsen.