Ét spørgsmål florerede blandt journalister til pressemødet i Forsvarsministeriet:

Hvor længe holder departementschefen?

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) holder nemlig hånden over sin departementschef, Thomas Ahrenkiel, i skandalen om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, FES.

Øverste chef i Forsvarsministeriet, departementschef Thomas Ahrenkiel, blev allerede 4. november orienteret om, at Rigsrevisionen havde opdaget regulær svindel i FES. Men han læste ikke den e-mail, forklarer han.

Forsvarsminister Trine Bramsen holder pressemøde om den verserende sag om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse i København tirsdag den 10. december 2019
Forsvarsminister Trine Bramsen holder pressemøde om den verserende sag om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse i København tirsdag den 10. december 2019 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derimod svinger Trine Bramsen sværdet over to lavere rangerende chefer i Forsvaret: Direktøren i FES, Hans J. Høyer, fritages for tjeneste, og en koncernstyringsdirektør i departementet, Per Pugholm Olsen, overføres til anden tjeneste.

»Jeg har ikke længere tillid til direktøren i Ejendomsstyrelsen. Han er fritaget for tjeneste, og der vil blive udnævnt en ny direktør snarest,« siger Trine Bramsen, der også oplyser, at der kommer en kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område.

»Der er tale om dårlig sagshåndtering fra ende til anden,« siger Trine Bramsen.

Per Pugholm Olsen stod i spidsen for det rejsehold fra Forsvarsministeriet, som er sendt til Hjørring, hvor styrelsen har adresse, for at efterforske sagen. Rejseholdet fortsætter sit arbejde med en ny leder.

Departementschef Thomas Ahrenkiel har over for Trine Bramsen i en opsigtsvækkende redegørelse understreget, at han burde have informeret ministeren om sagen tidligere.

Forsvarsminister Trine Bramsen holder pressemøde om den verserende sag om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse i København tirsdag den 10. december 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Forsvarsminister Trine Bramsen holder pressemøde om den verserende sag om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse i København tirsdag den 10. december 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»De beslutninger, jeg har truffet, er truffet på baggrund af redegørelsen. Jeg vil ikke afvise, at der kan komme yderligere konsekvenser senere, hvis der kommer yderligere oplysninger,« siger Trine Bramsen.

Har departementschefen ikke en interesse i at fremstille sagen i et positivt lys for sig selv?

»Departementschefen har ikke skrevet redegørelsen selv. De involverede parter på chefniveau har været involveret. Jeg har ikke grund til at tvivle på, hvad der står i redegørelsen.«

Hvad mener du om, at han ikke læste den pågældende mail?

»Vi kan alle komme til at overse en mail. Men der har siddet en chef under ham, der har haft fuld viden om sagen uden at videregive oplysningerne. Jeg er nødt til at vurdere sagen på de oplysninger, jeg har nu. Og jeg mener ikke, at pilen peger på departementschefen,« siger Trine Bramsen.

'Jeg må på baggrund af redegørelsen konkludere, at du burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere, end det rent faktisk skete,' skriver departementschef Thomas Ahrenkiel til ministeren.

Forsvarsminister Trine Bramsen får en krammer af Venstres Jan E. Jørgensen under statsminister Mette Frederiksens spørgetime i Folketingssalen, tirsdag den 10. december 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Forsvarsminister Trine Bramsen får en krammer af Venstres Jan E. Jørgensen under statsminister Mette Frederiksens spørgetime i Folketingssalen, tirsdag den 10. december 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Du blev således først den 4. december 2019 om aftenen orienteret om en sag, som du rettelig burde have været orienteret om i forbindelse med, at du tiltrådte som forsvarsminister.'

'Og som din forgænger burde have været orienteret om, allerede da Rigsrevisionen i april 2019 orienterede departementet om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower. Det er utvivlsomt, at der er tale om en fejl fra departementets side. Det er mit ansvar at sikre, at du bliver orienteret rettidigt, og jeg beklager meget departementets fejl i denne sag,' undskylder Thomas Ahrenkiel i brevet til ministeren.

»Skatteborgerne begynder jo at føle sig til grin,« lyder det fra SFs forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, efter pressemødet om skandalen i FES.

Både direktøren i FES samt koncernstyringsdirektøren har fået tjenestefritagelse.

Men nu skal Trine Bramsen selv svare på kritiske spørgsmål om skandalen. Det skal ske under samråd torsdag morgen på Christiansborg.

Det er regeringens støttepartier fra SF og Enhedslisten, der vil have svar fra ministeren på en række kritiske spørgsmål.

»Vi vil gerne have at vide, hvilke personer der til at starte med er blevet orienteret om sagen. Den her sag er først lige begyndt,« siger Anne Valentina Berthelsen.

Tirsdag aften er forsvarsordførerne kaldt til møde med ministeren.

Den radikale forsvarsordfører Martin Lidegaard skriver på Facebook:

»Her skal vi, step by step, gennemgå, hvad der ledte frem til endnu en svindelsag af offentlige midler i millionklassen. Hele sagen gør mig både vred og ked. Den handler ikke bare om penge. Den handler om tillid, og den rammer der, hvor det gør allermest ondt; vores tillid til vores eget system og egne institutioner - og dermed i sidste ende vores tillid til hinanden.«

Statsminister Mette Frederiksen udtalte sig om sagen i spørgetimen i Folketinget som svar på et spørgsmål fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen:

»Jeg synes, at der er behov for at gå et spadestik dybere. Hvordan vi så præcist gør det, vil jeg meget gerne diskutere. Jeg forstår, at Statsrevisorerne har samme overvejelser om at få afdækket sager, der går på tværs af ministerierne,« sagde hun.