Folketingets formand, Søren Gade (V), forkorter en rejse til Indien for at deltage i Søren Pape Poulsens bisættelse lørdag formiddag.

Det fortæller han til TV Midtvest.

»Jeg skule have været rejst hjem på lørdag, men har fået ombooket mit fly, så jeg i stedet rejser hjem fra Mumbai via Dubai til København på fredag. Dermed kan jeg heldigvis nå at være med i domkirken i Viborg lørdag formiddag,« fortæller Søren Gade over telefonen fra New Delhi til mediet.

Han er i øjeblikket sammen med Folketingets Præsidium i Indien, hvor han har besøgt en række officielle personer i landet - heriblandt præsidenten for højesteret i Indien samt formanden for det politiske parti i verden, som har flest medlemmer.

De Konservatives Formand Søren Pape Poulsen afgik ved døden lørdag, efter at han fredag blev ramt af en hjerneblødning under et hovedbestyrelsesmøde i partiet.

Han blev fredag kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og klokken 13.13 lørdag døde han.

Søren Pape bliver bisat i Viborg Domkirke lørdag klokken 11.00, og der ventes et stort opbud, da det vil være muligt for offentligheden at deltage i kirken. 

Det er biskop Henrik Stubkjær, der skal forestå bisættelsen efter Papes families ønske. 

Stubkjær har haft et tæt forhold til Søren Pape Poulsen og kendt ham i mange år. Han kan endnu ikke fortælle mere om de salmer, der skal synges, men han siger, at der er tale om salmer, der betød meget for Pape. 

Andre læser også