En tirsdag formiddag sagde forsvarsminister Carl Holst pludselig stop. Nu fortæller han historien om sit fald. Om at blive isoleret i Venstre. Og om en oplevelse, der fik alt andet til at blegne: »Det var uangribeligt det værste, jeg har prøvet i mit liv.«
Tirsdag 29. september 2015
Carl Holst stirrede på de fem henvendelser på skrivebordet foran ham.
Forsvarsministeren var netop vendt tilbage til sit kontor efter et møde med resten af Venstre-regeringens ministre.
På mødet havde de i selskab med statsminister Lars Løkke Rasmussen vendt det forslag til en finanslov, som finansminister Claus Hjort Frederiksen senere samme formiddag skulle præsentere.
De fem henvendelser på skrivebordet handlede hverken om finansloven eller om regeringens politik.
De handlede om Carl Holst.
De var fra medier, der ville have kommentarer til nye historier om forsvarsministeren, som på det tidspunkt stod midt i sit livs værste politiske krise.
Ingen af de fem henvendelser blev besvaret den dag. De blev i stedet afløst af en langt større historie.
For i det øjeblik besluttede Carl Holst, at han ikke længere skulle være minister i Lars Løkke Rasmussens regering. Han ville trække sig.
»Jeg kunne ikke mere. Jeg var slidt op, og jeg skulle ud. Nu.«
Carl Holst forsøgte at ringe til Løkke med beskeden, men kom ikke igennem. Herefter bad han departementschefen i Forsvarsministeriet om at komme ind på kontoret. Ordene til departementschefen lod ingen tvivl tilbage.
»Vi holder nu. Jeg vil ikke mere,« siger Carl Holst, når han i dag skal gengive indledningen på samtalen.
Da han senere den tirsdag forlod kontoret, troede han, at den værste tid nu lå bag ham.
Han vidste ikke, at der ude i horisonten ventede en rapport, som skulle få alt andet til at blegne.
»Det var uangribeligt det værste, jeg har prøvet i mit liv,« siger han i dag.
Kongens fald
Carl Holst var amtsborgmester og regionsrådsformand i Sønderjylland i 15 år.
Kongen af Sønderjylland, som han blev kaldt, fik 94.000 personlige stemmer ved regionsvalget i 2013, og han blev spået en gylden fremtid i landspolitik.
For to år siden skiftede han det sønderjyske ud med en plads i Folketinget, hvor han kom ind som Venstres femte mest populære politiker. Kort tid efter kunne han føje forsvarsminister til sit CV.
Men derfra gik alt galt.
Nærmest fra første dag i ministerbilen gik Holst fra den ene belastende sag til den anden, og gennem flere måneder var medierne fyldt med historier om den nyudnævnte minister.
Efter bare 93 dage trak Carl Holst sig, og kort tid efter forlod han Folketinget helt og gik på orlov. Han kunne ikke læse bøger, komme op om morgenen eller gøre andre helt basale hverdagsting.
For lidt mere end et år siden vendte han tilbage til Folketinget, og nu er han langsomt ved at finde sig selv igen. Det fortalte han første gang om i et interview med Radio24syv for nogle uger siden, og i denne uge mødte Berlingske ham på hans kontor på Christiansborg for at høre, hvordan han oplevede det, han betegner som sit livs værste nedtur.
Jobskiftet
2013 og 2014
Carl Holst er født og opvokset i Rødding i Sønderjylland, hvor han stadig bor.
Her var hans far borgmester og højskolelærer, og det var herfra, at Holst gennem 22 år var aktiv i sønderjysk regionalpolitik.
Efter et bragende genvalg som formand for Region Syddanmark ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2013 var han nået til et punkt, hvor der skulle ske noget nyt.
Selv om et folketingsvalg lå og lurede inden for to år og virkede som et naturligt skridt for den fremtrædende regionalpolitiker, skulle det ikke nødvendigvis være sådan.
Gennem en længere periode kiggede Holst på stillingsopslag i krydsfeltet mellem private og offentlige job, ligesom han overvejede at blive højskolelærer.
Der var dog én ting, der særligt gjorde, at han alligevel valgte Folketinget som næste karriereskridt.
»Jeg ville ikke sidde om 20 år og fortryde, at jeg ikke havde givet det en chance,« siger Carl Holst.
Han blev som bekendt valgt til Folketinget og efterfølgende udnævnt til forsvarsminister.
Men mindre end en måned efter begyndte den første af de sager, der skulle sende Holst på sit livs deroute.
»Grådige Carl«
24. juli til 6. august 2015
Vejle Amts Folkeblad kunne fortælle, at Holst ved siden af sin ministerløn på knap 1,2 millioner kroner stod til et eftervederlag fra Region Syddanmark på 833.040 kroner.
Eftervederlaget var helt efter reglerne, men det blev kritiseret for at være moralsk forkert, og flere mente, at Carl Holst burde betale dem tilbage.
Det afviste han.
»Det blev hurtigt til en sag om »Grådige Carl«. Jeg forsøgte at forklare, at der var en kommission, der var ved at undersøge det, og at jeg bare fulgte reglerne. Men jeg var fanget af, at vederlaget var svært at forklare og derfor svært at forsvare.«
Senere fraskrev han sig en del af sit eftervederlag, men kort efter kom den næste bølge af kritik mod den nye minister.
Forsvarets ansatte kritiserede Holst for at være totalt usynlig som forsvarsminister, og få dage senere udtalte han sig i direkte modstrid med Anders Fogh Rasmussens og Venstres hidtidige forklaring om årsagen til, at Danmark havde involveret sig i Irak-krigen.
De to historier blev dog hurtigt glemt, da en mere alvorlig sag om personen Carl Holst overtog hele medielandskabet.
»Jeg lignede en forfulgt, men jeg lignede også en skyldig«
September 2015
I den ene artikel efter den anden kunne danskerne læse, at en tidligere pressemedarbejder i Region Syddanmark, Christian Ingemann Nielsen – der efterfølgende var blevet Holsts spindoktor - i strid med reglerne havde lavet kampagnearbejde for Holst under valgkampen.
Flere medier kunne også beskrive, hvordan Ingemann i strid med sin ansættelse havde ageret personlig assistent for Holst i længere tid i Region Syddanmark.
»Der begyndte jeg at blive træt. Følelsesmæssigt var jeg i en kombination af ekstreme tømmermænd og ekstrem jetlag. Og jeg var bevidst om det. Når jeg børstede tænder om morgenen, kunne jeg se en mand med et meget krøllet ansigt,« siger Carl Holst.
Kritikken væltede ned over Venstre-ministeren, der forsvarede sig mere og mere vævende på TV.
Holst forklarer i dag, at han var usikker på, hvordan historierne ville blive vinklet, og han kunne selv fornemme, hvordan han ikke formåede at formulere sig klart.
»Tro mig, når pågående og dygtige journalister oplever en famlende minister, gør det dem ikke mindre sultne. Og jeg kom til at virke famlende. Dels på grund af træthed, dels på grund af, at jeg ikke følte, at jeg evnede at komme igennem med nuancerne. Og det er ikke sagt i jamreri eller for at være mediekritisk, men det er et forsøg på en ærlig forklaring af, hvordan jeg oplevede den tid.«
Carl Holst blev politianmeldt af flere borgere som følge af historierne om Ingemann, og et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark bad Statsforvaltningen om at undersøge sagen og kritiserede ham i en fælles udtalelse.
I flere interview havde Holst hårdnakket afvist, at Ingemann Nielsen havde været hans personlige assistent i regionen, og at han havde ført valgkamp for ham.
Men den forklaring ændrede han undervejs i forløbet: Ingemann havde været hans personlige assistent, sagde han, men han fastholdt, at han ikke havde været ansat til at føre hans valgkamp.
»Jeg var stresset, og jeg havde konstant adrenalin i kroppen. Vagtadrenalin. Derfor sov jeg næsten ikke, og jeg havde heller ikke overskud til at svare ordentligt på spørgsmålene. Jeg lignede en forfulgt, men jeg lignede også en skyldig,« siger Carl Holst.
Alene på Borgen
September 2015
Hjemme i Rødding brugte Holst sine weekender på at vende situationen med sin hustru og tre børn.
Hver weekend diskuterede familien de konkrete sager, og uge for uge tog de stilling til, om de var indstillet på en ny uge med Holst i mediernes søgelys.
Men mens der var opbakning på både hjemmefronten og fra vennerne i Rødding, var det helt anderledes med kollegerne på Christiansborg og i Venstre.
Der var ingen, der satte sig ned og snakkede med ham eller gik ud i offentligheden og bakkede ham op. I pressen kunne han se, at anonyme Venstre-folk tog kraftig afstand fra ham. Det skuffede ham.
»Jeg var helt alene. Det var ikke en følelse. Det var sådan, det var,« siger Carl Holst.
Da Lars Løkke Rasmussen i 2014 var i sit livs politiske krise under formandsopgøret i Venstre, var en af hans mest loyale støtter vennen Carl Holst.
Under Løkkes 50-års-reception holdt Holst tale for sin ven og bakkede ham op, og der blev vist videoklip fra deres fælles tid i Venstres Ungdom.
I de mest hektiske dage omkring Holst så man ikke statsministeren tone frem på TV og forsvare sin forsvarsminister. Og det var heller ikke Løkke, der ringede og støttede sin gamle ven i kulissen, siger han.
Savnede du, at han bakkede dig op i den periode?
»Jeg føler mig hverken bitter eller svigtet. Det er klart, at en statsminister ikke kan risikere for meget i sager, der kun vedrører en minister. Jeg konstaterer bare, at man med fordel kunne have en kultur, hvor man siger til folk, der er ude at gynge: »Hvad kan jeg gøre for dig?««
Og det kom ikke?
»Jeg oplevede det ikke.«
Er det ikke bare sådan, det er at være i politik? Benhårdt?
»Det er der nogen, der siger. Jeg er bare ikke enig.«
I hullet
30. september til 25. november 2015
I tiden efter sit exit – som også bundede i, at han var blevet en belastning for regeringen – gik det fremad for ham, følte Holst.
Han gik lange ture, snakkede med venner og familie, satte sig ind i sin nye rolle som kirkeordfører og »rystede pelsen«, som han siger, og han begyndte at kunne sove mere om natten. Fire timer, fire en halv, fem timer, og adrenalinen forlod hans krop.
Han fik også opmuntrende beskeder fra Lars Løkke Rasmussen og havde snakke med ham over en kop kaffe.
Men så kom der en ny historie, der fik hans »verden til at styrte sammen«.
En undersøgelse fra advokatfirmaet Kromann Reumert, bestilt af Region Syddanmark til at undersøge hans tid i regionen, blev 10. november lækket til flere aviser, og her kunne man læse massiv kritik af Carl Holst:
Han havde brugt 750.000 kroner på coaching. Han havde fået 37 aviser betalt og leveret til kontoret og ti til hjemmet. Og udgifter i regionen var blevet sløret, så man ikke kunne se, hvad pengene var brugt til. Desuden beskrev rapporten en »frygtkultur« under Holsts tid som leder.
»Der følte jeg, at jeg blev udsat for et karaktermord. Det var inddiskutabelt det værste, jeg har prøvet i mit liv, og I taler med en mand, der den 3. maj 2000 sad fastklemt tre timer i en bil efter en trafikulykke,« siger Carl Holst, som for 17 år siden var involveret i en alvorlig bilulykke på Fyn.
»Jeg var i et hul i den periode. Jeg begyndte at ryge. Det gjorde jeg ikke, da jeg gik som minister, men da den rapport kom, begyndte jeg som en form for selvmedicinering,« siger han.
De næste 15 dage var Carl Holst i »hullet«.
»I begyndelsen gjorde jeg ikke andet, end at jeg stod op, drak kaffe, røg cigaretter, forsøgte, om jeg kunne snyde børnene til at tro, at jeg hang sammen, når de tog i skole om morgen, og jeg forsøgte at se nogenlunde godt ud, når de kom hjem,« siger Carl Holst.
»Jeg var flad og havde ikke lyst eller overskud til noget. Jeg orkede ikke engang at læse bøger. Var det stress eller depression? Batterierne var i hvert fald væk. Jeg orkede ingenting. Ingenting,« siger Carl Holst.
25. november søgte Carl Holst om orlov fra Folketinget.
Efterfølgende har det vist sig, at flere af anklagerne i rapporten fra Kromann Reumert ikke holdt.
Carl Holst fik ikke leveret så mange aviser, han brugte 40.000 på coaching og ikke 750.000 kr., og i år har Radio24syv kunnet afsløre, at en af de anonyme kilder i rapporten var en af hans politiske modstandere.
»Jeg laver én fejl«
Carl Holst erkender i dag, at han bærer en del af skylden for den nedtur, der ramte ham.
Du siger, du er meget ydmyg, da du går ind til jobbet som forsvarsminister. Hvorfor reagerer du ikke på kritikken fra forsvaret med det samme?
»I bagklogskabens ulideligt klare lys skulle jeg have reageret på det. Men jeg bliver ramt af krydsfeltet mellem det og sagen om mit eftervederlag.«
Du endte med at frasige dig dele af dit eftervederlag. Hvorfor gjorde du ikke det med det samme?
»Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Uanset hvad ville jeg ende med at blive kritiseret. Og skulle medierne bestemme, at jeg skulle betale tilbage, når f.eks. Nick Hækkerup (som i sin tid beholdt sit eftervederlag, red.) ikke skulle? Det fyldte også, at hvis jeg gjorde mig ren, ville medierne ringe til f.eks. Nick Hækkerup, Søren Pind eller min egen partiformand og høre, om de ikke burde gøre det samme.«
Var der nogen, der sagde det til dig, at du skulle holde fast?
»Der var nogen, der sagde til mig, at »du kan ikke frasige dig det uden at få det godkendt i Statsministeriet, for her taler vi om et kollektiv. Du risikerer at søgelyset bliver rettet mod andre, der har modtaget det, herunder statsministeren.« I sidste ende var det min beslutning.«
Rigsadvokaten besluttede i marts i år, at der ikke skulle rejses en sag mod Carl Holst for hans brug af Christian Ingemann Nielsen under valgkampen. Efter halvandet års efterforskning blev det konkluderet, at Ingemann godt nok havde lavet arbejde for Carl Holst i valgkampen, men at det ikke var ulovligt, fordi Ingemann var ansat på flekstid og derfor havde udført arbejdet i sin fritid.
I forbindelse med Christian Ingemanns arbejde for dig er det blevet vurderet til at være lovligt, fordi han var ansat på flekstid. Burde du ikke som erfaren politiker vide, at det var en gråzone?
»Jeg må konstatere, at det kunne virke forkert udefra, og at det derfor var angribeligt. Derfor skulle jeg have adskilt tingene. Når det er sagt, kan jeg jo ikke bestemme over, hvad ansatte laver i deres fritid. Nogle er på Facebook, nogle laver foreningsarbejde og andre laver partiarbejde.«
Du siger, du burde have reageret på kritikken fra forsvaret. Du var i tvivl om dit eftervederlag. Og du kommer i problemer som følge af ansættelsen af Christian Ingemann. Er det ikke i sidste ende dit eget ansvar, at det er gået dig, som det er?
»Jo, det er da min skyld. Det er, fordi jeg gerne ville gøre det godt. Det var det jo. Jeg ville gerne skabe en region med et godt sundhedsvæsen, korte ventetider, gode kræftbehandlingsforløb, sorte tal på bundlinjen, hvad vi også fik leveret. Æren for det er ikke alene min, men ansvaret for fejl er alene min.«
Har du begået for mange fejl?
»Hvis jeg ingen fejl havde lavet, havde jeg lavet for lidt.«
Men begik du for mange fejl?
»Jeg laver én fejl, og det er, at jeg ikke har helt vandtætte skotter mellem Christian Ingemanns roller. Men nu er én fejl jo én for mange, og den har jeg lært meget af.«
Vejen tilbage
Marts 2016 til i dag
I begyndelsen af marts sidste år vendte Carl Holst tilbage til Folketinget efter sin orlov.
Han ville selv gerne have været tilbage før, men tiden op til var præget af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens exit fra regeringsholdet, og han ville ikke beskyldes for at snige sig tilbage i lyset af hendes fald.
I dag har han fået fire ordførerskaber hos Venstre, men historierne om personen Carl Holst fortsætter. Hans kreds i Esbjerg Omegn har valgt at genopstille ham til næste folketingsvalg, men en tredjedel af Venstre-folkene stemte i denne uge blankt i protest.
Tror du nogensinde, det stopper med de her historier omkring din person?
»Det kan jeg håbe på,« siger Carl Holst og holder en lang pause.
»Jeg vil faktisk gerne trække en streg i sandet, men uanset hvor mange historier som modsiger de mange forkerte, tror jeg ikke, jeg kan ændre på, at opfattelsen hos mange vil være, at jeg har begået fejl. Og det respekterer jeg.«
Er du tilbage nu?
»Har jeg rystet pelsen og er i mit livs form? Nej. Har jeg en følelse af, at jeg får rystet pelsen og kommer i form? Ja. Jeg har en stærkt stigende sult efter fortsat at bidrage med at gøre en forskel i politik. Der skal trods alt mere til at slå mig ud og få mig væk fra at drømme om de politiske mål, jeg har, for at få skabt et Danmark, der hænger bedre sammen.«
Kunne du tænke dig at blive minister igen?
»Jeg kan love jer for, at jeg ikke gør mig tanker i den retning.«
Tror du, det er realistisk, at du bliver det igen?
»Det tvivler jeg på.«
Har du fortrudt, at du tog det her skift til landspolitik?
»Nej, det har jeg ikke. Der er masser af ting, jeg har fortrudt, men jeg har ikke på noget som helst tidspunkt tænkt, at havde jeg dog bare kunnet køre til Vejle og være regionsrådsformand.«
