I nat mødes Hillary Clinton og Donald Trump i den sidste tv-transmitterede debat inden valget. Eksperter fremhæver vigtigheden og usandsynligheden af, at der bliver snakket politik til en forandring.

I nat dansk tid mødes de to præsident-kandidater, Donald Trump og Hillary Clinton, i den tredje og sidste TV-debat inden valget i november.

Efter den forrige debat har afsløringer om Donald Trumps »locker-room talk« medført en fyring af TV-værten Billy Bush, et republikansk tilbagetog blandt Trump-støtter og en massiv tilbagegang i meningsmålingerne for den åbenmundede millionær.

Hillary Clinton fører før nattens debat med hele 347 valgmænd mod Donald Trumps 191. Hvordan skal Donald Trump ændre på det? Og hvad bliver emnerne i nattens debat? På twitter har de to kandidater fortsat personangrebene.

Hillary Clinton er ifølge Donald Trump bund-korrupt og hendes kampagnestab står bag omfattende valgsvindel.

Donald Trump er ifølge Hillary Clinton komplet inkompetent til jobbet, og hun får opbakning fra en række tidligere præsidenter.

Den konfrontatoriske stil med personangreb fortsætter, og det ser ud til at tjene Hillary Clinton bedst. Men hvordan skal Trump så ændre på det ved nattens debat?

Status quo ligner en sejr til Hillary Clinton. Så hvad gør du nu, Donald Trump?

»Det er hans sidste chance i nat,« slår lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet, Jørn Brøndal, fast.

Og netop derfor skal vi ikke regne med, at vi kommer til at høre om politik til en forandring, selvom det ville klæde såvel journalister og politikere at blive mere substantielle og mindre personlige, det mener professor ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach.

»Jeg kan ikke forestille mig, at der er i nogens interesse at høre mere personfnidder. På den anden side er det nok det, der kommer til at ske,« fortæller han.

Og som var det Jesper Fårekylling, der har givet ham et godt råd om ikke at lade sig binde, eller var han med i en populær millenium-sang, har Donald Trump op til i aften »smidt kæderne« og er klar til at gå til sin modstander.

»Det er svært at forestille sig, at han forsøger sig med noget nyt ved debatten i nat, især efter hvor meget han gik »person-amok« i debat nummer to. Han har også været ude og sige, at nu »the shackles off« - altså at der ikke er noget, der holder ham tilbage,« siger Jørn Brøndal.

Højesteret har højeste prioritet

Hvis Donald Trump mod de to eksperters forventninger skulle blive substantiel og politisk i nattens debat, er det særligt på emnet omkring Højesteret, at han har noget at vinde. Det fremhæver Derek Beach.

I februar døde Højesteretsdommeren Antonin Scalia, han var den længst siddende og kendt som den mest konservative dommer ved USA's Højesteret. Og den kommende præsident skal være med til at udpege den næste Højesteretsdommer, og fordi Antonin Scalia var så konservativ i såvel standpunkt som læsning af Forfatningen, er det vigtigt for Donald Trump, at han får understreget, at en demokratisk præsident kan betyde en anderledes progressiv forfatnings-læsning og domsafsigelse ved Højesteret.

»Der, hvor han stadigt har en chance, er, hvis han tager fat i den sag med den nye Højesteretsdommer, der skal udpeges. For det er virkeligt et punkt, hvor han kan nå nogle af de konservative vælgere, der frygter for deres ret til våben og for, hvad der skal ske med abort reglerne. Alt sammen noget, der bliver besluttet i sager, der ligger hos Højesteret nu. Så hvis han kan overbevise om, at Clinton vil pege på en dommer, der er for progressiv, så kan det være et stort plus for ham. Det er hans absolut stærkeste kort,« vurderer Derek Beach.

Og det ved Hillary Clinton også godt:

»Skæbnen for Højesteret står og falder med det valg, vi træffer om 21 dage,« skrev hun i går på Twitter.

Hvis man spørger Derek Beach er de interessebaserede emner omkring Højesteretten en af grundene til, at Donald Trump har klaret sig så godt i valgkampen hidtil.

»Det er en af de eneste ting, han kan bruge til at blive valgt som præsident,« slår han fast.

Din fjende er min ven

En helt ny tendens, som vi så for første gang ved sidste tv-transmitterede debat i St. Louis den 9. oktober, var, at kombattanterne er begyndt at invitere gæster, der kan få deres modstander til at blive skræmte. Således havde Donald Trump inviteret kvinder, der påstod at have haft sex med og i nogle tilfælde at være blevet voldtaget af Hillary Clintons mand Bill. Og i nat bliver naturligvis ingen undtagelse: Ved nattens debat får vi glæde af nuværende præsident Barack Obamas halvbror, Malik Obama, der i sommers erklærede, at han vil stemme på Donald Trump. Og Hillary Clinton har inviteret Donald Trumps nemesis Marc Cuban, en milliardær fra Texas, som har haft mange udfald med Donald Trump gennem tiden.

Det hører ingen steder hjemme, mener både Jørn Brøndal og Derek Beach:

»Det er med til at øge tv-dramaet, men vi nærmer os noget, der minder om reality shows. Det er gimmicks, der pumper seertallene op, det er grotesk. Men ved sidste debat så man, at det var et af de steder, han kunne ramme hende. Hun blev lidt stram i betrækket, da han talte om hendes mands privatliv,« siger Jørn Brøndal.

»Det her med gæsterne, det er direkte barnligt. Trump startede det sidst, og nu går Hillary så med på den. Jeg mener, at det skal betyde, at man finder et andet format til de her debatter. Der må være nogen fra de to partitopper, der går ind og får sat en stopper for det cirkus næste gang. Men der er ikke noget, der tyder på, at det en tendens, der forsvinder,« vurderer Derek Beach.

Og selvom det ville være forfriskende, skal man ikke regne med, at ordstyreren i nattens debat, Fox News nyhedsvært Chris Wallace, går ind og modererer i de mange personangreb. Journalister er nemlig mindst lige så pressede på deres troværdig, som politikerne er, vurderer Derek Beach:

»De har for vane at være meget tilbageholdende med at blande sig for meget. Hvis der er nogen, som er mere populære end politikere, så er det journalister. Det har været nogle fortilfælde, og det bliver taget ilde op. Man har det her ordsprog på engelsk, som er meget passende: »Damned if you do, damned if you don’t«,« siger Derek Beach.