I dag for 25 år siden meddelte Schlüter-regeringen sin afgang som følge af Tamilsagen. Det var en skandale af historiske dimensioner, og ifølge to personer, der dengang var med på forreste række, kaster Tamilsagen skygger helt frem til i dag, når det gælder både styrkeforholdene i det borgerlige Danmark, embedsværkets magt og den politiske journalistiks karakter. Læs hvorfor

Hans Engell husker det som »et forrygende stormvejr«.

Helt givet en passende analogi for de politiske vinde på Slotsholmen i de dage for 25 år siden. Men Hans Engell mener det nu ganske bogstaveligt.

Da onsdag den 13. januar blev til torsdag den 14. januar 1993, hærgede et uvejr den danske nattehimmel. Det gav bl.a. daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) et af hans livs værste flyveture hjem fra Paris, som han skriver i erindringsbogen »Vejen, jeg valgte«.

»Et varsel«, skriver Ellemann-Jensen, »om den dag, der ventede«.

Samme oplevelse havde Hans Engell. I dag er han som kommentator en erfaren herre udi politiske prognoser, men dengang var han konservativ justitsminister i den længst siddende borgerlige regering i moderne tid.

»Det var en forfærdelig dag, og ingen kunne lukke et øje den nat. Jeg boede dengang i Espergærde og havde et 90 år gammelt kirsebærtræ. Om morgenen kunne jeg konstatere, at det der fine, kæmpeflotte kirsebærtræ var brækket helt over. Der startede dagen, og så kunne det kun gå skidt,« siger han og tilføjer:

»Det gjorde det så også.«

Kulminerende senere samme dag, da Engells chef ved 18-tiden holdt pressemøde i Statsministeriets spejlsal.

Statsminister Poul Schlüter (K) slap brillestellet på næseryggen og kiggede ned på sine papirer. Men han fortrød med det samme og tog brillerne af igen.

Ikke bare var det her det »ejendommeligste pressemøde«, han måske nogensinde havde afholdt, som han sagde. Det var også et af de alvorligste. Poul Schlüter så direkte ud på fremmødte journalister og talte med en intonation, så ingen tv-seere hjemme i stuerne kunne misforstå hans ord.

Højesteretsdommer Mogens Hornslet havde, sagde statsministeren, brugt »meget barske udtryk« i Tamilrapporten, der var blevet fremlagt tidligere samme dag.

Ifølge rapporten havde den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) handlet ulovligt, da han i 1987 havde beordret et stop for sagsbehandlingen om familiesammenføring for tamilske flygtninge fra Sri Lanka. Og rapporten fastslog, at Poul Schlüter som statsminister havde udtalt sig misvisende og på et punkt givet Folketinget urigtige oplysninger. Nu skulle konklusionen drages, og det ville Schlüter gøre, før andre måske gjorde det.

»Dette fører mig til i morgen at opsøge Dronningen på Amalienborg,« sagde han.

Schlüter-regeringen havde mødt sit endeligt. Tamilsagen betød et farvel til over ti års borgerligt styre. I dag er det 25 år siden.

Den største skandale siden krigen

Som politisk kommentator er Hans Engell i dag i en branche, hvor betegnelsen »historisk« er blandt yndlingsgloserne. Alligevel er han slet ikke tvivl om, at Tamilsagen er berettiget til prædikatet.

»Der har været andre skandaler og tragedier, som fik meget store menneskelige konsekvenser – f.eks. grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis (den 30. januar 1959, red.) - men hvis man ser på det som en ren politisk-administrativ sag, så var det helt klart den største skandale siden krigen,« siger Hans Engell.

Som justitsminister havde han i 1993 kontor midt i orkanens øje og modtog selv Tamilrapporten efter statsministeren.

»Vi nedsatte i Justitsministeriet en lille læsegruppe bestående af tre topembedsmænd, som ikke havde været involveret i sagen, og jeg bad dem om en gennemgang af beretningen ud fra en stringent juridisk vurdering. De kom ind lidt senere og lignede et hold embedsmænd, der var blevet ramt af et dødsfald i deres allernærmeste familie,« fortæller Hans Engell.

Poul Schlüter og Hans Engell fotograferet på Himmelbjerget året efter Tamilsagen. Vis mere

Ikke bare kostede sagen Poul Schlüter statsministerposten og KV-regeringen livet. Folketingets formand, H.P. Clausen (K), gik af, og Erik Ninn-Hansen blev stillet for rigsretten og i 1995 idømt fire måneders betinget fængsel.

Morten Løkkegaards karriere var derimod endnu ung i 1993. Venstres EU-parlamentariker, tidligere folketingsmedlem og nyvalgte byrådsmedlem i Gentofte var dengang journalist i Danmarks Radio og havde i årene op til Tamilrapporten været bænket til dommerundersøgelsens retsmøder. Heller ikke han havde lukket et øje under nattens storm.

I dag husker Morten Løkkegaard dagen »nærmest minut for minut«, siger han, og ikke mindst sine egne »meget blandede følelser«.

»Jeg havde personligt meget sympati og respekt for Schlüter både som person og politiker og kunne godt se, at det her var en tung skæbne for en mand, som havde gjort meget godt for det borgerlige Danmark.  Omvendt var jeg ubeskriveligt lettet over, at det, vi havde berettet om til alle disse møder, ikke var forkert. At vi substantielt havde fanget den og forstået alvoren,« siger Morten Løkkegaard.

Embedsværket blev mere lukket og politiserende

Både han og Hans Engell er enige om, at Tamilsagen med sidstnævntes formulering »kaster lange skygger helt til den dag i dag«.

»Det var Tamilsagen, som et eller andet sted ændrede på spillereglerne mellem politikere, embedsmænd og medier,« siger Hans Engell.

Centraladministrationen er f.eks. blevet et mere lukket sted efter 1993, siger Hans Engell, der som justitsminister oplevede et ministerium »under konstant belejring«.

»Pludselig oplevede man, at en stribe af justitsvæsenets mest fremtrædende embedsmænd blev landskendt i medierne,« siger han.

Det fik konsekvenser.

»Embedsværket blev virkelig håndsky over for medierne. Det var også en af grundene til, at man udviklede det led med særlige rådgivere og spindoktorer, for embedsværket ville ikke længere tage de opgaver, som lå gråzonen mellem politik, administration og journalistik,« vurderer Hans Engell.

Men, siger Morten Løkkegaard, »for forholdet mellem embedsmænd og politikere var det om muligt endnu mere skelsættende«:

»Hvis du kigger på den perlerække af topembedsmænd, som kom i fedtefadet ved den lejlighed, var det en anskuelighedsundervisning i et gammelt system, der brød sammen. Et system, hvor embedsmænd, der var opdraget til at være 100 procent loyale over for deres minister, men samtidig også regnede med, at ministeren den anden vej rundt ville anerkende dem som embedsmænd, blev skudt fuldstændig sønder og sammen.«

Efter Tamilsagen blev »de politiserende embedsmænd« en norm, mener Morten Løkkegaard:

»Det har så givet nye, andre problemer, hvor nogle af de gamle vil sværge til det gamle system, hvor der var vandtætte skotter mellem rådgivning og det, man som embedsmand skulle forholde sig til.«

Journalistisk »revolution«

Men Morten Løkkegaard var også selv del af et system under forandring. Ifølge Hans Engell var Tamilsagen »første gang, hvor du så medierne optræde i flok«, og Morten Løkkegaard mener, at den politiske journalistik i de år gennemgik »en revolution«.

»Jeg tilhører en generation af journalister, som kom på Christiansborg i midten og slutningen af 1980erne, og som kiggede med stor skepsis på den gamle måde at dække Christiansborg på. Det tæller folk som Michael Kristiansen, Michael Ulveman, Thomas Larsen, Niels Krause-Kjær og Henrik Qvortrup. En lang række navne, som var aktive på Borgen og havde den holdning, at det ikke kunne nytte noget, at vi skjulte, hvad der reelt foregik, og som begyndte at skrive bøger,« siger han.

Flere af de nævnte blev senere spindoktorer eller særlige rådgivere eller har virket som politiske kommentatorer, der udlægger den tekst, politikerne måske ikke selv vil sige til citat.

Tamilsagen har altså ændret de menneskelige relationer på Slotsholmen. Men systemerne i sig selv har også været under forandring. I dag er Finansministeriet landets ubestridt mest magtfulde ministerium. Anderledes så hierarkiet ud, da Hans Engell gik ind i politik.

»I mange år havde juraen været konge,« siger han: »Justitsministeriet leverede alle departementschefer og alting.«

I dag gælder den sandhed oftere for Finansministeriet.

»Selvfølgelig er Tamilsagen med til at accelerere den udvikling, men jeg vil ikke sige, at Tamilsagen var hovedårsagen. Det lå i direkte forlængelse af, at man efter Anker Jørgensen-årene fik et stigende fokus på den økonomiske styring,« siger Hans Engell.

Men Tamilsagen fik i sig selv stor betydning for magtforholdene i det borgerlige Danmark, mener Morten Løkkegaard. En betydning, der i dag kan måles i mandater, ikke mindst de Konservative af slagsen.

»Det, der dengang var det store parti under Schlüter, er i dag reduceret til en nærmest forsvindende lille del af det borgerlige Danmark. Og det har så igen haft betydning for de partier, som er opstået i kølvandet på den konservative nedsmeltning. Vi ville jo ikke have Dansk Folkeparti i den størrelse eller Nye Borgerlige på samme måde – måske slet ikke - hvis de Konservative havde udviklet sig – i gåseøjne - naturligt,« siger Morten Løkkegaard.

Den 14. januar 1993 viste sig skæbnesvanger for De Konservative. Kort tid efter havde Poul Schlüter sidste arbejdsdag som statsminister.

»Næste morgen vågner man op herhjemme, og så er man fuldstændig fri for ansvar. Det er en sær situation,« fortalte Poul Schlüter selv i DR-udsendelsen »Statsministrene« fra efteråret.

På et tidspunkt, hvor Poul Schlüters eftermæle ifølge Hans Engell »har det godt«. Statsministerens øvrige, reformivrige gerning »er uantastet«, mener hans gamle partifælle.

Men, siger Hans Engell også, »Tamilsagen vil blive husket, og selv unge mennesker kender i dag sætningen med, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet«.