Der bliver postet milliarder og atter milliarder i datakraft til kunstig intelligens.

Men investeringerne er muligvis løbet løbsk. Det kan betyde, at der er bestemte aktier, der er kommet alt for højt op i kurs, advarer en økonom.

Tech-mastodonterne har investeret massivt i kunstig intelligens, men det er sket i en grad, som udfordrer selskabernes evne til at tjene penge.

Der er flere tegn på, at det kan være gået for hurtigt for virksomhederne og investorerne, lyder vurderingen fra Frank Hvid Petersen, økonom og tidligere chefstrateg i Alfred Berg. 

»Vi begynder at se nogle tegn på, at der måske er blevet investeret for meget for hurtigt i datakraft, som slet ikke bliver nødvendigt,« siger han.

Det vender vi tilbage til.

I 2024 kom kapitalfonden Sequioia med tal på forholdet mellem techselskabernes enorme investeringer i datakraft og det, som de står til at tjene på dem i fremtiden.

Sequioias analytikere så et kæmpe hul på flere milliarder dollar og kunne ikke se, hvordan investeringerne kunne retfærdiggøres, hvis man ville fortsætte med de nuværende overskudsgrader.

Læs også: HIMS-aktien banker op - det er der sket

Analysehuset TD Cowen har også rejst flere røde advarselsflag i flere rapporter om techkæmpen Microsoft. TD Cowen vurderer, at Microsoft kommer til at rulle nogle af investeringerne tilbage eller stoppe med at investere yderligere. 

Analysehuset er ikke de eneste, som er bekymrede. 

I Kina har bestyrelsesformand for Alibaba Joe Tsai advaret om, at der bliver investeret milliarder af dollar i datacentre i USA, som ikke afspejler efterspørgslen, skriver flere medier, heriblandt Barron's.

Også i Kina bliver der investeret massivt i datacentre, og her er prisen for at udleje computerkraft i datacentrene styrtdykket som følge af overkapacitet, skriver MIT Technology Review.

Læs også: 

Frank Hvid Petersen peger på, at der er bundet massive investorforventninger op til udviklingen inden for AI.

Det kan ende med at gøre ondt, hvis tech-kæmpernes milliardinvesteringerne ikke giver pote, vurderer økonomen.

For markedets allerstørste selskab, chipgiganten Nvidia, kom det som et chok, da den kinesiske AI DeepSeek rykkede ved forestillingen om, at kunstig intelligens skulle bruge store mængder datakraft, da DeepSeek angiveligt var udviklet markant mere effektivt.

Nvidia er de seneste år hamret op i kursværdi, men de seneste tre måneder er aktien dog gledet noget ned igen med et fald på 20 pct. Årsagen til faldet er ifølge Frank Hvid Petersen, at investorerne er bekymrede for, om der er blevet indregnet for meget vækst i fremtiden.

Det samme ser Frank Hvid Petersen udspille sig hos andre amerikanske techkæmper:

»Der er noget indtjening i kunstig intelligens, men den er måske overvurderet, og det vil betyde, at aktierne er på et lidt for højt niveau rent kursmæssigt.«

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: 

Læs også: Lars Persson om mulig afnotering: Amatøragtigt og møgærgerligt