Feststemningen på boligmarkedet i sommer er fortsat ind i årets første efterårsmåned.

Mens bladene på træerne er begyndt at rasle ned, fortsætter boligpriserne op. I september steg priserne på både huse og ejerlejligheder, og danske boligejere kan dermed stoppe pudevåret med lune friværdikroner.

Det er Boligsidens Markedsindeks for september, der viser, at festmusikken på boligmarkedet kører på repeat.

Både huspriserne og priserne på ejerlejligheder steg med 0,3 procent fra august til september.

Det betyder, at et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i september havde hammerslag på 2.441.000 kroner, mens en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter gik for 2.868.000 kroner.

Set over de seneste 12 måneder – fra september 2023 til september 2024 – er huspriserne steget med 4,0 procent, mens priserne på ejerlejligheder i samme periode er steget med 4,9 procent.

Prisstigninger dækker over store geografiske forskelle (se prisudviklingen i din region på huse og ejerlejligheder i skemaet i bunden af artiklen).

I Københavns Kommune koster et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter nu 7.732.500 kroner, mens et hus på 140 kvadratmeter i landets billigste kommune, Lolland Kommune, i september i år kostede 681.660 kroner.

Prisstigningerne er skævt fordelt ud over landet. 
Prisstigningerne er skævt fordelt ud over landet.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Husejeren i København kunne altså i princippet veksle sine mursten til mere end 11 huse på Lolland, hvor priserne faldt i september.

De generelle prisstigninger bæres ifølge boligøkonomer frem af fortsat høj beskæftigelse, lav ledighed, pæne reallønsstigninger, faldende korte renter og lav byggeaktivitet i hovedstaden.

Onsdag fremlagde de økonomiske vismænd en ny prognose for den danske økonomi.

De vurderer, at huspriserne vil stige med 3,7 procent i år, yderligere 3,5 procent i 2025 og med 4,0 procent om året i gennemsnit fra 2026-2030.

Samlet vurderer vismændene altså, at huspriserne vil stige med cirka 31 procent over de syvårsperioden 2024-2030.

Holder det stik, vil det ifølge beregninger fra Nordea sende prisen på et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter, der i 2023 kostede cirka 2.253.000, op på hele 2.942.000 kroner i 2030.

Det er en samlet prisstigning på 689.000 kroner over syv år svarende til en for de fleste boligejere skattefri gevinst på cirka 8.200 kroner om måneden.

De økonomiske vismænd er ikke ene om at spå stigende huspriser de kommende år. Den seneste måneds tid er det sprøjtet ud med prognose fra banker, realkreditinstitutter, Nationalbanken og regeringen, der viser samme tendens (se overblik over husprisprognoserne i skemaet nedenfor.)

Thomas Castberg kaster sin ærlige dom over Rema 1000s nye hakkede oksekød blandet med minimum 35 procent grønt. Det sker 12.15 minutter inde i seneste afsnit af B.T.s podcast Spar Kassen.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder.