Amerikanske aktier er sendt op i det højeste niveau nogensinde, når man ser på udviklingen i det store amerikanske aktieindeks S&P 500. 

Men flere børsveteraner på Wall Street advarer nu om, at optimismen blandt investorer er ved at kamme over.

En af dem er Stefano Pascale, strateg hos Barclays, der i en analyse til bankens kunder tirsdag advarede om, at tegnene på eufori er tilbage på niveauer, der minder om tidligere bobler i markedet, skriver CNBC.

Barclays såkaldte “Euphoria Indicator” – som måler, hvor optimistiske investorer er – viser, at stemningen er tæt på det niveau, som vi så under aktiehypen i 2021 - tænk bare på GameStop-aktien, der blev sendt mod månen -  og endda under IT-boblen i starten af 00’erne.

Han peger også på, at nye børsnoteringer via såkaldte SPAC-selskaber igen er blevet populære, og at den kendte ARK Innovation ETF – en investeringsfond der er kendt på sit sats på aggressive vækstaktier – har haft en af sine største opture siden coronakrisen.

Barclays vurderer, at stigningerne ikke kun skyldes, at virksomhederne nødvendigvis klarer sig bedre, men at der bare er mange penge i omløb, som bliver brugt på aktier. 

Problemet er, at bobler på aktiemarkedet ofte vokser sig større, før de til sidst brister – og det er svært at vide præcis hvornår.

Et andet tegn på overoptimisme er, at investorerne lige nu stort set ikke tror på, at der kommer en økonomisk krise. 

Ifølge økonom Stephanie Roth fra Wolfe Research regner markedet kun med 5 pct.  risiko for recession. Den reelle risiko er imidlertid langt højere – tættere på 25 procent - advarer hun.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Storbank forudser gennembrud: Det ligner et ChatGPT-øjeblik

Læs også: Chefanalytiker om dagens store begivenhed: Sådan kan det ramme aktierne