Bingo på Zoom, strygebrættet som skrivebord og surdejsnørderi.

Gentagne nedlukninger under coronapandemien satte gang i kreativiteten og bragte nye ideer og vaner ind i hverdagen hos mange danskere.

Og de mange timers hjemmearbejde, hjemmepasning og hjemmeskole fik også folk til at gå mange – og nogle gange virkelig lange – ture i det lokale kvarter eller den nærliggende skov.

En udvikling, som de har fulgt spændt med i hos HCA Marathon.

»Vi kan se, at folk har kastet sig over det at gå i uhørt grad. Folk går ture her og der og alle vegne,« siger direktør for HCA Marathon, Erik J. Mogensen.

»Vi har noteret os udviklingen, som har været på vej i mange år, men som eksploderede under coronanedlukningerne,« fortæller han.

Og netop danskernes lyst til at snøre gåskoene har nu fået HCA Marathon til at udvide det årlige maratonløb gennem Odenses gader med en ny disciplin, nemlig halvmaraton walk – altså en halvmaraton for gående.

»Det er mange år siden, at vi fik de første forespørgsler på, om folk må gå gennem ruten. Det har aldrig været et officielt tilbud, men det bliver det så i år.«

»Vi vil gerne bakke op om udviklingen i samfundet, og da det ikke giver tidsmæssige problemer for vores afvikling, var det naturligt for os at åbne vores halve maraton for gående,« siger løbsdirektøren.

Det betyder, at når der den 25. september bliver afholdt HCA Marathon, så har de gående på halvmaraton-distancen seks timer til at gå de godt 21 kilometer, inden de når målstregen ved atletikstadion i Odense.

»Vi tror på, at vi godt kan have fem hundrede flere med, uden det klumper for meget sammen,« forklarer løbsdirektøren.

Er det ikke lidt snyd at gå et maraton?

»Det er jo det evindelige spørgsmål. Den inkarnerede løber vil nok til enhver tid påstå, at det er svindel og humbug at gå. Jeg vender det om og siger, at det er præstationen i sig selv, det handler om,« siger Erik Jørgensen, direktør for HCA Marathon.

Det er 22. gang, at HCA Marathon bliver afviklet, og denne gang forventer arrangørerne op mod 5.500 deltagere.