Det var en ond skæbne, der overgik de holdforfølgelsesmænd i OL-bronzekampen mod Italien. Efter at have ført i hovedparten af de fire kilometer gik ét af de sidste skifte helt galt, og så smuldrede alt.
Og det var nogle sønderknuste danskere, der straks efter løbet havde lyst til at være alle andre steder end i Paris.
Især de to OL-debutanter – Tobias Aagaard og Carl-Frederik Bévort og Tobias Aagaard – havde svært ved at acceptere ikke at skulle op på medaljeskamlen.
Tobias Aagaard sad i 15-20 minutter på et trappetrin og gemte sit ansigt i sine hænder.
Han blev passeret af en rødglødende Carl-Frederik Bévort, der i lang tid skjulte sig i et hjørne i en af gangene under velodromen, hvor han blev trøstet af talrige ledere – inden han som sidste mand gik den obligatoriske presserunde.
Hvornår har du sidst været så skuffet?
»Aldrig,« svarede Carl-Frederik Bévort prompte.
Du sad et stykke tid ude i gangen. Hvad skete der dér?
»Jeg skulle lige sunde mig. Ja, det var … Det var sindssygt skuffende, og jeg føler selvfølgelig også, at jeg står med et stort ansvar, for det er mig, der ryger af i holdløbet.«
»Vi kører til grænsen, og vi er alle indforstået med, at det kan ske, det sker en gang imellem. Sjældent for os, men det kan ske, og så er det jo bare det forkerte tidspunkt.«
Tobias Aagaard havde ikke en plan for, hvordan han skulle få den gigantiske skuffelse ud af kroppen.
»Jeg ved det ikke. Jeg prøver måske at tænke over noget andet, for der er ikke så meget at gøre ved det. Man må lære at leve med det.«
