Edder-bane-me noget lort!
Banekvartetten med Tobias Aagaard Hansen, Rasmus Lund, Carl-Frederik Bévort og Niklas Larsen blev slået af Italien og ender som nummer fire ved OL.
Det kørte bare slet ikke for banelandsholdet onsdag aften!
Skuffelsen i semifinalen kunne ikke smides af bagagebægeret, og de danske kraftkarle blev kørt agterud af de stærke italienere.
Danskerne startede med at komme foran og øgede føringen til et sekund, men omkring de 2500m begyndte Støvlelandet at træde igennem og hale ind.
Til sidst kom tempo-monsteret Filippo Ganna og spiste det danske hold, som var de en carbonara med ekstra parmesan.
Danskerne kørte helt slukkede rundt efter duellen.
Der var GULD-håb for det danske hold i 4000m holdforfølgelse, og det var en kæmpe skuffelse, at Danmark drønede ind som nummer tre i det indledende løb.
I semifinalen var Danmark foran Storbritannien, men tabte terræn, som vi andre taber håret af dette OL.
Heldet har ikke været med de rødhvide, og når selv vores største guldhåb skuffer, så er vores lille land altså på vej ned ad bakke uden bremser.
Det er lidt svært at se, men hvis man havde været med i velodromen, så ville man kunne se sved på panden hos alle tilskuerne, der måtte forsyne sig rigeligt med væske under konkurrencerne.
Der var nemlig hamrende varmt i hallen, og det skulle efter sigende give bedre tider.
De næste dage bliver afgørende for Danmarks samlede medaljehøst, for der er store forventninger til banecyklingen.
Der skal hentes hele tre medaljer i omnium og parløb - sæt i gang!
Der bliver masser af rødhvide watt-gnaskere på velodromen i Paris - hvor der torsdag er danske mænd i spil i Scratch, tempoløb, udskilningsløb og pointløb.
Vi folder hænderne - og håber at bane vejen for dansk succes.