Ida Karstoft var bange for, at det ville gå helt galt til dagens løb, og der var ikke meget musik i at kæmpe for en semifinale, som hun nok ikke ville kunne gennemføre.
Danmarks hurtigste kvinde ankom langsomt, men smilende til Village Plaza i OL-byen.
Hun havde taget en cykel gennem den aflukkede bydel, og det sidste stykke gik hun haltende med en indbundet akillessene, der havde sat en stopper for det opsamlingsheat mandag middag, som kunne have sendt hende i semifinalen.
Efter beslutningen har Karstoft fået et virtuelt gruppekram på de sociale medier.
»Folk er så søde og sender beskeder med kærlighed og støttende ord. De støtter også op om min beslutning.«
»Jeg er blevet helt overvældet allerede over, hvor mange der ser god energi. Jeg har den dejligste følgeskare. Det varmer meget.«
Beslutningen om at trække sig kom søndag aften efter en god snak med blandt andet træner Michael Jørgensen og hendes behandler, der ikke ville anbefale et løb mere.
»Vi vidste godt, at det var der, det bar hen,« siger Ida Karstoft til B.T. og fortæller, at de havde talt mange scenarier igennem.
»I bedste fald havde jeg kvalificeret mig til semifinalen. Spørgsmålet var så, om jeg overhovedet kunne løbe dér, og der ville nok være endnu mindre chance.«
»Jeg var allerede maxet ud med, hvor meget smertestillende jeg måtte tage. Jeg kunne næsten ikke tage mere i forhold til dopingreglerne,« siger hun og vurderer, at hun nok ville have stået værre end i går, hvor den direkte kvalifikation glippede.
Hvis følelserne måtte råde, så havde hun løbet, men hun siger selv, at det var det smarte at gøre.
»Jeg er træt af at skulle gøre det kloge hele tiden,« siger hun og smiler.
»Skrækscenariet var, at jeg ville stille mig i startblokken, og så ville akillessenen ryge over. Jeg var bange for det allerede i går. I dag ville det være endnu mere i tankerne.«
De gamle regler havde givet en plads i semifinalen, men det er en ringe trøst for Karstoft, der heller ikke følte nogen lettelse ved at trække stikket.
»Nej, slet ikke. Der er en tom fornemmelse, og sådan var det hele dagen i går. Det var ikke det, jeg kom for.«
Er der noget fortrydelse i at være taget til OL, når det er endt sådan her?
»Nej, det er der ikke. Jeg er glad for oplevelsen, for det er kæmpe stort at være her. Jeg kæmpede hver dag i halvandet år og har taget alle de rigtige beslutninger undervejs.«
»Men lige nu er der bare ærgrelse, for jeg ville gerne mere. Jeg ved, jeg kan mere.«
Akillessenen skal opereres den 20. august hos en specialist, som B.T. tidligere har fortalt om.
»Aldrig har jeg glædet mig så meget til genoptræning. Forhåbentlig står jeg et bedre sted fremover, og man er jo dum, hvis man bliver ved at gøre det samme og håbe på et andet resultat.«
»Nu gør vi noget andet, og jeg har en god mavefornemmelse.«
