Mange kender sikkert følelsen af blive overrasket over beløbets størrelse, når alle ens varer er blevet scannet efter en tur i supermarkedet. Det er nok bare de færreste, der har prøvet at kaste blikket på et beløb, der nærmer sig en halv million kroner.

Men det har basketball-legenden Shaquille O'Neal, der en af de største - også i bogstavelig forstand - og bedst betalte nogensinde i NBA. Da han i sin karrieres efterår skiftede fra Miami Heat til Phoenix Suns, befandt han sig fra det ene øjeblik til det andet i en fuldstændig tom lejlighed. Intet køkkenudstyr, ingen håndklæder og intet tv, som han selv siger det i et interview med HBO Real Sports.

Derfor tog han - som han ynder at gøre - en tur i sit favorit-supermarked Walmart med sit American Express-kreditkort i pungen. Her endte han med at bruge intet mindre 70.000 dollars på én aften. Det svarer til 423.500 kroner, og det er ifølge Shaquille O'Neal det største beløb, der nogensinde er blevet betalt i en Walmart.

»Jeg brugte så mange penge, at American Express (hans kreditkortudbyder, red.) troede, at mit kreditkort var blevet stjålet,« lyder det fra Shaquille O'Neal, der i løbet af sin NBA-karriere tjente 286 mio. dollars (1,72 mia. kr.).

»Kortet blev afvist, og så ringede de fra American Express og sagde: 'Hey mand, nogen har stjålet dit kreditkort. De er i Walmart'. Jeg fortalte ham, at det bare var mig, og fyren siger så: 'Hvad fanden er det, du køber?',« griner den 2,16 meter høje kæmpe, der i interviewet tilføjer, at han er en meget utålmodig type.

Shaquille O'Neal startede i 1992 sin professionelle karriere i Orlando Magic, hvorfra han i 1996 skiftede til Los Angeles Lakers. Her havde han sammen med blandt andre Kobe Bryant sin absolutte storhedstid og vandt mesterskabet tre år i træk fra 2000 til 2002.

I 2004 tog han til Miami Heat, hvor det også lykkedes ham at sikre sig en enkelt mesterskabsring. Inden han sluttede karrieren af i Boston Celtics i 2011, blev det til et enkelt år i henholdsvis Phoenix Suns, hvor Walmart altså blev en af de store vindere, og i Cleveland Cavaliers.