En heltemodig redningsaktion fra tre vinterbadere kunne ikke redde den hval, der tirsdag morgen svømmede ind i Hobro Havn.

Det er kun et spørgsmål om tid, før den lægger sig til at dø, mener Ivar Høst, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen.

»Hvalen er ikke på toppen, og det er typisk hvaler, der enten er så syge eller gamle, at de søger ind mod lavt vand,« siger Ivar Høst.

Hvalen kom så tæt på havnen i løbet af eftermiddagen, at den fik kilet sig fast mellem havnefronten og en båd. Snuden var helt oppe at røre ved bådens stavn og havnemolen.

En hval fik tirsdag eftermiddag kilet sig fast mellem havnemolen og stavnen på en båd i Hobro Havn.
En hval fik tirsdag eftermiddag kilet sig fast mellem havnemolen og stavnen på en båd i Hobro Havn. Foto: Thomas Vilhelmsen
Vis mere

Det fik tre personer til at hoppe i vandet i et modigt forsøg på at få vendt hvalen rundt og få den tilbage på åbent vand.

»Det er jo en heltemodig gerning, men også alvorligt farligt. Havde hvalen givet dem en svipser med halen eller fået trykket dem mod molen med snuden, så havde det været slut,« siger Ivar Høst.

Eksperter vurderer ifølge Ivar Høst, at hvalen er en fuldvoksen vågehval på cirka ti meter, og hvalen kan derfor veje op til ti tons.

Alligevel lykkedes det at få hvalen skubbet fri og ud på åbent vand, men den valgte efterfølgende at svømme over i et andet område af havnen.

En 8-10 meter lang hval er ligger i Hobro Havn i Mariager Fjord tirsdag den 27. november 2018. Hvalen er måske er vågehval. . (Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix)
En 8-10 meter lang hval er ligger i Hobro Havn i Mariager Fjord tirsdag den 27. november 2018. Hvalen er måske er vågehval. . (Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix) Foto: Annelene Petersen
Vis mere

Det er et sikkert tegn på, at der må være noget galt med den, mener Ivar Høst.

»Den har haft muligheden for at svømme væk, alligevel vælger den at svømme tilbage på lavvande. Det er typisk adfærd for hvaler, der er lidt syge, og derfor tror jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi skal ud og hente en død hval,« siger Ivar Høst.

Naturstyrelsen kan intet stille op for at komme hvalen til undsætning, og den får derfor lov at passe sig selv natten, indtil den enten er svømmet væk eller er død. Ivar Høst vil onsdag morgen vende tilbage for at se, om hvalen er svømmet væk, eller om den stadig befinder sig et sted i havnen.

Lægger hvalen sig til at dø i havnen, vil man forsøge at bjerge den, så man kan obducere den. Det kan hjæpe Naturstyrelsen til at blive klogere på, hvad der præcis var galt med hvalen.