Mandag udgav jeg ”Om de fleste og det meste”, hvor jeg gentog mit budskab fra valgkampen sidste år.

En advarsel mod at lade det politiske spil styre af dem, der står helt ude på sidelinjen og råber ultimative krav, fremfor at lade midtbanen spille konstruktivt mod og med hinanden.

Dengang gav det mit parti 10 ekstra mandater, og vi blev større end de andre såkaldte ”blå partier” tilsammen.

Denne gang blev jeg lagt på is af en ny partiledelse, der i mellemtiden har (gen)indefrosset sig i ”blå blok” med Dansk Folkeparti og Ny Borgerlige.

Sådan er det – et vidnesbyrd om, at tiden går, og ting flytter sig.

I 2011 var DF med til (næsten) at afskaffe efterlønnen og indføre seniorpensionen, som vi yderligere forbedrede sidste år. I dag synes Dansk Folkeparti, at Mette Frederiksens ”send-Arne-på-pension” er for karrig. I ugens løb har de endda copypastet hendes annoncer om, at ”Nu er det Arnes tur”.

I 90’erne lukkede Socialdemokratiet ørerne for deres egne vestegnsborgmestres opråb om, at vi styrede direkte ind i kæmpe integrationsproblemer på grund af en slap udlændingepolitik.

Fra 2001 tog Venstre og DF ansvaret for at stramme udlændingepolitikken. I dag har Socialdemokratiet indset alvoren, så der – med få detaljer – er bred enighed om den.

Alligevel er det et erklæret mål, at Venstre skal være strammere, DF endnu strammere og Ny Borgerlige strammest.

I 2009 aftalte vi med DF den største sænkning af marginalskatten (7,5%) siden kildeskattens indførelse. I 2016 satte DF sig til rette med gevær og kikkertsigte, da Liberal Alliance umodent klatrede i træer og ultimativt krævede skatten yderligere ned.

I mellemtiden havde vi aftalt yderligere skattelettelser med den socialdemokratisk ledede regering fra 2011-2015. I dag har Socialdemokratiet tørret sko af i Corydon og Thorning og er i gang med at sætte skatterne op igen.

I 2018 rejste jeg til Marrakesh med aktiv støtte fra De konservative for at vedstå, at Danmark er en del af det internationale samfund i bekæmpelse af illegal migration og ambitionen om ordnede forhold for den legale.

Nu vil tidligere justitsminister Søren Pape, der den gang var en varm støtte, melde os ud af Marrakesh-aftalen.

Er der en pointe i alt dette?

Ja, på én gang simpel og vigtig:

Tiden går! Den politiske spilleplade flytter sig. Bliver man ved med at sætte brikkerne op, som man plejer, falder resultaterne anderledes ud. Men kan ikke vinde fremtidens kampe med fortidens våben.

I bogen skriver jeg:

”Nye folk kan have et andet syn på de ting, men jeg betragtede det som en umulig opgave at berede vejen for Venstres genindtagelse af Statsministeriet ved at basere sig snævert på blå blok. Den er for fragmenteret, den politiske fællesmængde er for let, og der er udsigt til for meget stemmespild.”

Og det har de så. Et andet syn på de ting. Fair nok, men jeg har fortsat mit.

Der er en ny konsensus i dansk udlændingepolitik. Mette Frederiksen har flyttet Socialdemokratiet markant, og SF er flyttet med.

Skal Venstre pr. definition være skrappere end hende, Dansk Folkeparti skrappere end Venstre og Ny Borgerlige endnu skrappere, flytter det helt ud af skiven. Til et råberi uden hold i realiteten: ”Smid dem alle sammen ud!” Men, hallo, det er danske statsborgere. Vi er nødt til at finde en vej frem – sammen.

Og i mellemtiden overser vi den helt afgørende skillelinje i dansk politisk, som vi burde udfordre og slås om. Det er ikke den aktuelle udlændingepolitik, men synet på fremtiden.

”Vi er på vej tilbage”, siger Socialdemokratiet i en kampagnevideo – der har jeg været (i Ankers ’70ere) og fri mig vel, dagen i dag er bedre – og når samfundskagen bliver mindre, må staten bare skære et større stykke ud. Op med skatten.

Mere stat, mindre privat. Flere regler, mindre frihed!

Det er dér fremtidens skillelinje er. Så lad os stille os op ved den og slås.

Det er den nye kløft, der skal bygges bro over. Mellem dem, der betoner fællesskab og tryghed – og dem, der betoner vækst og velstand. Mellem dem, der drømmer sig tilbage til Anker Jørgensen og dem, der ser frem. Det er i det balancepunkt – mellem frihed og fællesskab – den politiske kamp skal kæmpes.

De siger, jeg hænger fast i fortiden, men jeg kerer mig nu ret beset mest om fremtiden.

Pas på med at lade alting fryse til i fortidens stram, strammere, strammest på islam – den sag er afgjort, og de Radikale er marginaliseret – nu handler det om noget andet: Skal Danmark hænge fast i fortiden og blive fattigere – eller skal vi tage mod til os, bede Arne om at blive lidt længere – og blive rigere?

God søndag.