Ole Bornedals fremstilling af statsminister D.G. Monrad i tv-serien ’1864’ har bragt sindene i kog. Nogle historikere mener, at han fremstilles som en narrehat. Andre, at billedet af ham er alt for karikeret og utiltalende. Og at tv-serien ikke kan tillade sig at give ham skylden for, at Danmark gik i krig.

Men hvem var han? Og hvad siger han selv til kritikken?

Opret abonnement på BT PLUS og læs historien om D.G. Monrad.


 

Kongen har forrådt mig!

De ord har den norske professor i psykiatri Nils Retterstøl lagt i munden på Ditlev Gothard Monrad. Ifølge Retterstøls bog ’Store tanker, urolige sind’ var det de ord, D.G. Monrad den 8. juli 1864 råbte og skreg på Christiansborgs gange umiddelbart efter, at kong Christian 9. havde afsat ham som Danmarks statsminister efter kun et halvt år ved magtens ror. Et ror han ikke havde kunnet styre.

Og nu skaber Monrad uro på de historiske vande igen.

Var han gal eller genial? Narrehat eller nytænkende? Debatten er vakt til live igen med Ole Bornedals nye DR-dramaserie ’1864’. Det er hans fremstilling af Monrad – i Nicolas Bros skikkelse – der i den grad har delt vandene og fået nutidens historikere og politikere til at skumme af raseri over Bornedals udlægning, som ifølge mange ikke er historisk korrekt.

- Monrad fremstår som en narrehat, og det brød jeg mig ikke om. Kendsgerningerne er, at han er en af de mest begavede, men også mest mærkværdige personer i dansk historie, og den skildring, vi så af Monrad, synes jeg var så forkert og sådan i strid med historien, at det er skæmmede, lød det fra museumsinspektør ved Sønderborg Slot Inge Adriansen, som bl.a. fik følge i kritikken af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard:

- Serien gør, at vi nu får et mere eller mindre besynderligt forhold til en, i serien, meget karikeret, utiltalende og mærkelig person, sagde hun.

Portræt af D.G. Monrad Vis mere

Afskaffede enevælden

Vi har ellers meget at være D.G. Monrad taknemmelige for. Han var en af frontfigurerne i tilblivelsen af Grundloven af 1849, som han på tre nætter skrev udkastet til og fik vedtaget. Udover dermed at være med til at sikre folket basale demokratiske rettigheder som stemmeret, fri undervisning og ejendomsrettens ukrænkelighed, afskaffede grundloven også kongens enevælde.

Men da Ditlev Gothard Monrad selv kom til magten som statsminister, valgte han enevælden. ’Million-regeringen’ blev hans samling kaldt. Som i ’en ener og seks nuller’.

Kimen til det menneske, som museumsinspektør Inge Adriansen kalder ’et af de mest begavede, men også mest mærkværdige i dansk historie’, blev lagt af en far, der var lige så begavet, som han var gal.

Faderen led af melankoli og var styret af så stor uligevægt og utilregnelighed, at han – da sønnen Ditlev var kun fem år gammel – prøvede at slå sin kone ihjel.

Få år efter gik hjemmet da også i opløsning. Og mens hans mor flyttede til en søster i Holsten, blev drengen plantet hos en slægtning uden for den sydsjællandske by Præstø, hvor han viste så stor begavelse, at han af den lokale præst blev sendt på først latinskole, siden universitetet, hvor han gik i gang med teologiske studier.

Her skinnede generne fra faderen for alvor igennem for første gang. Monrad brød sammen og fik så alvorlig en krise, at han måtte indlægges på et nervesanatorium – Ifølge nogle kilder som følge af moderens død. Ifølge andre var det de helt store trosspørgsmål, der drev ham ud over kanten.

Men Monrad kom tilbage på sporet. Ikke mindst takket være sin forlovede og senere kone Emilie genfandt han troen, og i 1846 – 35 år gammel – blev han ordineret som præst og tre år senere indsat som biskop i Lolland-Falsters Stift.

Nationalliberalt samlingspunkt

Måske var det hans maniske side, der styrede hans ror i de unge år. I hvert fald var hans begavelse, arbejdsomhed og sult efter ny viden overvældende.

Han tillærte sig og studerede nye og fremmede sprog og trosretninger, og hans appetit på de nye liberale vinde, der blæste indenfor den politiske verden, var umættelig og kom til udtryk i hans egne ’flyveblade’, hvor han helt bramfrit luftede store ideer og tanker om bl.a. afskaffelsen af enevælden.

Det var derfor helt naturligt, at D.G. Monrad blev trukket ind i de storpolitske kredse på Christiansborg og blev samlingspunkt for den nationalliberale fløj, som stod for mere demokrati og selvbestemmelse.

Og det var her, vi som seere kom ind i Monrads liv sidste søndag. Dér hvor hans kilde til opildnende ord var løbet tør, dér hvor han åbenbarede, at sindssygdom lå i familiens gener.

Scene fra Ole Bornedals '1864', hvor D.G. Monrads 'gale' side kommer frem. Her er det Sidse Babett Knudsen i rollen som Johanne Heiberg, der pumper liv i Monrads engagement. Vis mere

Hovedparten af de kritiske røster, der har været fremme om Bornedals fremstilling af Monrad, har, i modsætning til seerne, set seriens to første afsnit. Dermed også det, der sendes i aften, hvor Monrad tildeles en stor rolle i, at Danmark gik i krig i 1864.

Og det emne kan historikerne altså stadig skændes om.

Ole Bornedal har i ’1864’ valgt at lægge fortællingen op ad historiker og forfatter Tom Buk-Swienty – hvis bøger danner forlæg for manuskriptet – og hans tolkning af D.G. Monrad som ikke alene gal, men også som en af de ansvarlige for krigen i 1864.

- Serien postulerer, at krigen i 1864 var gale menneskers værk, og at det var D.G. Monrad, der førte Danmark ind i konflikten. Seriens ensidige postulat er, at det er den overmodige danske nationalisme, der fører til konflikten, som Hans Schultz Hansen fra Syddansk Universitet forleden var fremme at sige.

Men hvad siger hovedpersonen selv, Ditlev Gothard Monrad?

’Hvis man nu vil spørge mig: Anerkjender du da, at du ei har været Stillingen voxen. saa svarer jeg: Ja, jeg anerkjender det’, skrev Monrad i sin redegørelse fra 1880-1881 og tilføjer andetsteds: ’At lade det komme til Krig med to Stormagter og mod Ruslands og Englands Raad, det var uforstandigt’.

Op til krigens begyndelse sad De Nationalliberale på regeringsmagten med C.C. Hall i spidsen som statsminster, mens Monrad var minister for kirke og undervisning – dengang kaldet kultusminister – og derudover indenrigsminister.

Krigsscene fra Ole Bornedals '1864'. Vis mere

Nægtede forlig – fik mere krig

I efteråret 1863 kørte regeringens politik helt af sporet, da regeringen, stik mod den internationale aftale, der var indgået med stormagterne, vedtog en lov, der skulle knytte Slesvig til kongeriget Danmark.

Det udviklede sig til så højspændt en krise, at den nyudnævnte kong Christian 9. ikke så anden udvej end at opløse C.C. Halls regering.

Nytårsdag 1863 overtog Monrad med stor iver den glødende stol som statsminister. Overbevist om, at med ham ved roret ville den slesvigske drøm kunne realiseres.

Den kurs kom Monrad aldrig i nærheden af. Tusindevis af danske mænd mistede livet i den blodige krig. Og Danmark blev en tredjedel mindre.

Ved fredsforhandlingerne i London i sommeren 1864 nægtede D.G. Monrad at indgå forlig og dele Slesvig. Han var urokkelig. Krigen brød ud igen.

’Da sagde jeg til mig selv: Nu skal Danmark kjæmpe sin sidste store Kamp. Det gjælder Liv eller Død’, som Monrad skrev i tidligere nævnte redegørelse.

Og den 8. juli 1864 råbte han så ud over gangene på Christiansborg: ’Kongen har forrådt mig’. Han var en færdig mand i dansk politik.

Efter det sviende nederlag valgte D.G. Monrad at forlade den synkende skude. Sammen med sin familie flyttede han til New Zealand og slog sig ned som nybygger. Først i 1869 vendte han tilbage til Danmark, var skribent på Berlingske Tidende, blev for anden gang biskop i Nykøbing-Falster og vendte i 1882 tilbage til politik. Fem år senere døde han og blev begravet i Nykøbing Falster.

Adskillige psykiatere har efterfølgende skrevet afhandlinger om Monrad og hans ageren under krigen, 1864. Alle er enige om, at han under netop den periode var stærkt manio-depressiv, og at det påvirkede hans dømmekraft.

----------------------------------------

Politiske nøglespillere i 1864

  • Carl Lundbye var efter manges mening for uerfaren og uden den nødvendige pondus som krigsminister. Det var Lundbye, der krævede general de Mezas afsked efter hans beslutning om hærens tilbagetrækning ved Dannevirke. I serien spiller Søren Pilmark hans bror.
  • Otto von Bismarck var Preussens ministerpræsident og var stærk modstander af de liberale politiske vinde i Europa. Bismarck stod bag krigserklæringen mod Danmark, men var også manden, der på fredskonferencen i London foreslog en deling af Slesvig.
  • Orla Lehmann var liberal politiker, en blændende taler med stor fædrelandskærlighed. Han var op til krigen arkitekten bag et forslag om en skandinavisk union med fælles parlament, en union der kunne have garanteret broderlandendes hjælp i krigen.