Sagen om Mohamad Al Jawerheri, der blev opsagt fra sit job i Bilka i Næstved, får nu konsekvenser for en 71-årig mand

En af dem, der kontaktede Bilka i Næstved for at klage over en 17-årig kassemedarbejder, bliver nu truet på livet. Det fortæller Bjørn Larsen, hvis opkaldt til Bilka formentlig resultarede i, at gymnasieeleven Mohamad Al Jawerheri blev opsagt.

- I løbet af de seneste dage er jeg blevet ringet op flere gange af et hemmeligt nummer og truet på livet. Stemmen i røret sagde, at de ville komme og slå mig ihjel. Jeg ved ikke, hvem det var, eller om det var den samme person alle tre gange, siger 71-årige Bjørn Larsen til BT.

Sagen om den 17-årige gymnasieelev, der mistede sit fritidsjob efter en debat på Facebook, er siden blevet døbt ‘Bilka-gate’.

Ifølge Mohamed Al Jawerheri blev han opfordret til at underskrive sin egen opsigelse, efter der var blevet klaget over ham til varehusets ledelse. En af dem, der klagede, var Bjørn Larsen fra Lolland, der nu får dødstrusler.

- I et opkald var der en stemme i baggrunden, der råbte ’psykopatisk idiot’ efter mig, siger Bjørn Larsen, der har kontaktet både Politiets Efterretningstjeneste (PET) samt det lokale politi om dødstruslerne.

- Jeg er rystet over det, men ikke bange. Jeg har været sømand i 25 år og har oplevet mange svære ting, så der skal mere til at slå mig ud. Min nærmeste familie er dog rystet, siger Bjørn Larsen, der overvejer at få nyt telefonnummer samt slette sin profil på Facebook.

Han fortryder ikke, at han tog kontakt til Bilka efter debatten på det sociale medie.

- I starten synes jeg, at det var synd, at han var blevet fyret, men nu synes jeg, at han fortjener det. Jeg synes, at han var provokerende i debatten, og det var der også flere i debatten, der synes.