Finansminister Bjarne Corydon (S) er kendt som regeringens hårde hund. Som barn gjorde han sig hård for at beskytte sig selv.

Finansminister Bjarne Corydon (S) er kendt som regeringens hårde hund. Som barn gjorde han sig hård for at beskytte sig selv.

»Hvis man skal forstå mig, så skal man vide, hvor jeg kommer fra.«

Ordene er finansminister Bjarne Corydons (S).

Opret abonnement på BT PLUS og læs  Bjarne Corydons historie - manden, der de seneste år med sin kontante - nogle vil sige brutale - stil har lagt sig ud med store dele af sit eget parti, folkeskolelærerne og dagpengemodtagerne. For bare at nævne nogle få.



»Hvis man skal forstå mig, så skal man vide, hvor jeg kommer fra.«

Ordene er finansminister Bjarne Corydons (S). Manden, der de seneste år med sin kontante - nogle vil sige brutale - stil har lagt sig ud med store dele af sit eget parti, folkeskolelærerne og dagpengemodtagerne. For bare at nævne nogle få. Senest er han kommet i strid modvind efter salget af en del af statens energiselskab, Dong Energy, til den udskældte amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Er han overhovedet socialdemokrat, har mange spurgt, men selv ryster Bjarne Corydon på hovedet af den slags spørgsmål.

»Jeg har aldrig været andet,« siger han.

Den 42-årige mand i det mørke jakkesæt, den lyse skjorte og de sorte lædersko er ankommet til barndomshjemmet på Rylevej lidt uden for Kolding. Ministerbilen, en sølvgrå Audi A8, er den dyreste bil på vejen denne tirsdag formiddag.

Få hundrede meter herfra ligger boligområdet Skovparken, der i dag er på ghettolisten, og i den anden retning, - fem minutters rask gang herfra - lå folkeskolen, hvor frikvarterene ‘ikke altid var sikker zone’ og fodboldbanerne, hvor han brugte ‘år’ af sit liv med de andre knægte fra området.

»Der kunne godt være en kontant atmosfære, og man kunne sagtens komme op at slås, men jeg fik fedtet mig udenom det meste,« siger Bjarne Corydon, der kigger på de små og mellemstore parcelhuse. Nogle er, ligesom hans eget barndomshjem bygget til og om med tiden. Det er et bevis på fremskridt, påpeger Corydon.

Selv tilhørte han den nedre middelklasse, og det lå ikke i kortene, at han, der er søn af en far med syv års skolegang, og en mor, som ikke altid havde det lige let, skulle blive en af rigets mest magtfulde mænd med en årlig hyre på ca. 1,3 mio. kr. Faderen arbejdede som anlægsgartner og buschauffør. Moderen var HK-ansat på et autoværksted. I 1980’erne røg hun på dagpenge.

»Jeg vidste godt, at vi her i huset og i området ikke tilhørte toppen af pyramiden. I skolen var det meget få, der gik videre i gymnasiet. Nogle kom ikke rigtig videre,« siger Bjarne Corydon.

Barndommen var ‘god’, understreger han flere gange, da vi står i barndomshjemmet, på fodboldbanerne og i skolegården, som var rammen om hans verden, indtil han som 19-årig flyttede til Aarhus for at læse på universitetet. Som den første i sin familie.

I huset på Rylevej var pengene små og moderen kæmpede med en skrøbelig psyke og kunne i perioder ikke tage sig af sine drenge, Bjarne og lillebroderen Allan. Hvad der præcist var galt, fandt de aldrig ud af, for en diagnose blev aldrig stillet. Han siger, at ‘vi i familien fandt vores vej’, at han ‘i en tidlig alder blev voksen’ og lærte, hvad ‘ansvar og ansvarlighed er’.

Hans far, Arne Corydon, siger:

»Bjarne har altid haft en social bevidsthed. Han sagde: ’Tag du dig af mor, så tager jeg mig af Allan.’ Den arbejdsdeling var god for mig, for så stod jeg ikke med det hele alene.«

Når moderens problemer var svære, kom lillebroderen ind hos ham om natten, han hjalp sin far med at lægge fliser - sort - i de mere velhavende boligkvarterer i weekender, hvis noget var gået i stykker og skulle erstattes - og han så sin far ‘knokle’ for at ‘få det til at løbe rundt’.

Som barn gjorde han sig ‘hård’ for ikke at blive tynget af moderens depressive perioder og den stramme økonomi.

»Jeg lærte, at man står på mål for hinanden. At man holder sammen. Men jeg gjorde også tidligt op med mig selv, at man ikke skal vige og trække sig, hvis man gerne vil opnå noget,« siger han.

Han peger på sin far, der altid har været interesseret i samfundets udfordringer og udvikling, som inspirator. Og samtidig var han bevidst om, at han i modsætning til sine forældre havde mulighed for at få en uddannelse.

Ved siden af skolen læste han bøger om amerikansk politik og verdenslitteratur som værker af den russiske forfatter Dostojevskij samt aviser. Han diskuterede politik ved middagsbordet, spillede fodbold - masser af fodbold - i Kolding KFUM og gik med aviser. Senere fik han også job som gravermedhjælper på kirkegården og som træner for de små i fodboldklubben. Et halvt år før han fyldte 18 år kunne han købe sin første bil. Kontant for 19.500 kr.

Er man sulten efter at blive til noget og udrette noget, når man er opvokset, som du er?

»Det er man nok. Men jeg har ofte følt, at jeg ikke har hørt til der, hvor jeg kom hen. At det var fremmed. Det gode ved det er, at når man rykker fra et lag til et andet, så er man ikke bange for at miste det, man får. Den negative er, at man aldrig er helt hjemmevant, dér hvor man kommer hen,« siger Bjarne Corydon og henviser til sin gymnasietid, studierne på universitetet, sine akademiker-job og sit liv i politik.

Han, der kalder sig ‘mønsterbryder’, uddyber:

»Jeg har altid fundet mig til rette, men jeg har f.eks. en grundfølelse af, at jeg aldrig kommer til at glide igennem Christiansborg og sige, at her skal jeg være. Sådan bliver det bare aldrig.«

På de regnvåde villaveje, der fører ned til fodboldbanerne, hvor Bjarne Corydon ‘brugte år af sin tid’, taler vi om dét, man får med hjemmefra.

Han nævner sin 72-årige far, der kom i arbejde som 13-årig, og som blev ved indtil en motorcykel-ulykke fjernede ham fra arbejdsmarkedet.

»Han arbejdede i over 50 år, og det var kun på grund af den ulykke, at han ikke blev ved. Arbejde var en kerneværdi hjemme hos os,« siger Bjarne Corydon.

Du er vokset op med ‘man gør, hvad man kan - og man gør, hvad man skal’?

»Præcis. Jeg var ikke blevet mig, hvis jeg var vokset op i et drivhus. Det er jeg ikke, og det er jeg glad for.«

Han tilføjer:

»Jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra, og jeg kan ikke døje den diskussion om, at det hele var bedre i gamle dage. Vel var det ej. Mine forældre måtte slås meget mere for tingene, end de fleste skal i dag.«

Hvordan hænger dit image som hård, kontant og brutal sammen med din opvækst?

»Noget af det der hører med til jobbet. Men i min familie talte vi meget om, at beslutningerne jo skal træffes. Også selv om de er upopulære. Jeg synes, at den direkte og kontante form er den rigtige i langt de fleste af livets forhold. Der er nødt til at være noget fasthed, og det har jeg lært her,« siger Bjarne Corydon.

BLÅ BOG

  • Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet
  • Arbejde og poster: Finansminister siden 2011. Stabschef for Helle Thorning-Schmidt og leder af Socialdemokratiets Analyse- og Informationsafdeling fra 2005 til 2011.
  • Politisk-økonomisk rådgiver for den socialdemokratiske ledelse fra 2000 til 2005.
  • ​Barselsvikar, leder af Socialdemokraternes sekretariat, Europa-Parlamentet, 1996.

Barne Corydon (S), finansminister. På gåtur i Kolding, Rylevej. Regn og storm Til BTs serie Barndommens gade ©2015 Palle Peter Skov
Barne Corydon (S), finansminister. På gåtur i Kolding, Rylevej. Regn og storm Til BTs serie Barndommens gade ©2015 Palle Peter Skov Foto: Palle Peter Skov
Vis mere

1. Nu 42-årige Bjarne Corydon har et fast tag i paraplyen på parcelhusvejen i barndomskvarteret uden for Kolding.

2. »Jeg så op til min far. Vi var og er meget tætte på hinanden. Jeg har altid kaldt ham  for ’gamle’. Jeg beundrer ham for den måde, han har levet sit liv på. Det har jeg stor respekt for. Jeg har aldrig haft et ungdomsoprør i forhold til ham.«

3. »Måske brugte vi flere timer under den Ford Capri end i den, fordi der hele tiden skulle laves noget på den.

4. Som 19-årig begyndte Bjarne Corydon at studere på Aarhus Universitet. Som den første i sin familie.

SÅDAN VAR JEG SOM BARN

Min rolle i klassen:

»Jeg var lidt en splejs, en spinkel type. Så det var vigtigt, at være venner med nogle, der havde større overarme end jeg selv. Jeg var bedre til det med bøger end de fleste andre. Jeg skilte mig ud, men jeg er aldrig blevet drillet, fordi jeg interessede mig for bøger og politik. Nærmest tværtimod. Når nogle af de andre knægte skulle lære klokken, så kom de her og så satte min far sig ned med dem.«

Min tøjstil:

»Jeg gik ikke i særlig pænt tøj. Når jeg slog mine bukser i stykker, så kom der lap på, og det var ikke prangende. Det var sådan noget tøj, hvor man tænkte ‘arg...’«

Min første brandert:

»Jeg havde fornøjelsen af at være med i et europæisk projekt, hvor der var en belgisk forening, som inviterede to unge fra alle EF-lande til en belgisk kystby. Det var de belgiske øl, der gav mig min første brandert. Fysisk var det ikke en særlig behagelig oplevelse, men det var meget fornøjeligt.«

Jeg elskede at...

»Spille fodbold. Man kan ikke se det i dag, men jeg var faktisk enormt løbestærk og elskede at spille midtbane. Indimellem var jeg også sweeper - ham der lå og ryddede op bagerst. Jeg har været Liverpool-fan så længe jeg kan huske, og hver gang de viste Liverpool i fjernsynet, så jeg dem. Når de tabte, fastede jeg om aftenen og dagen efter, men det gjorde de næsten aldrig. Hvis jeg havde holdt ved det, havde jeg måske set anderledes ud i dag.«

Jeg drømte om at blive...

»Mekaniker. Min far og jeg er altid gået meget op i biler. Det gør vi stadigvæk. Det ærgrer mig, at jeg ikke er blevet bedre til at skrue på biler. Men ellers drømte jeg om at blive noget, hvor det handlede om politik og økonomi. Men alt det med uddannelse var meget ukonkret.«