Tv-vært og kogebogsforfatter Anne Hjernøes mand døde i oktober sidste år. Men han har ikke forladt Anne og familien.
Det fortæller hun i en samtale i Kristelig Dagblads podcast 'Sørine og Livskraften.'
Anne Hjernøe dannede par med Jens Folmer Jepsen igennem 30 år. Folmer, som han blev kaldt af venner, blev ramt af kræft og gik bort i oktober sidste år.
Men Anne Hjernøe fortæller, at Jens Folmer Jepsen kommer på besøg.
Der går heller ikke længe efter hans død, før Anne Hjernøe lægger mærke til hans tilstedeværelse.
Allerede dagen efter sin død, besøgte han Anne Hjernøe, som fortæller, at hun tydeligt kunne mærke, at han var der. Derfor sagde hun til ham, at han skulle give et tegn. Og det gjorde han så.
»Da jeg kom ind i stuen var en lænestol væltet,« fortæller Anne Hjernøe i podcasten. Men Jens Folmer Jepsen var ikke færdig med at gøre sig bemærket den dag.
For senere på dagen sætter en gren fra en snebærbusk fast i vinduet på bilen, så snebærrene eksploderede. Og det var ikke en hvilken som helst busk.
Det var en busk, som Jens Folmer Jepsen selv havde plantet. En hændelse som aldrig er sket i de mange år, parret har boet i huset, fortæller Anne Hjernøe, som opfatter det som hilsner fra hendes afdøde mand.