Mandag kan, medmindre man besidder samme arbejdsglæde som alle på LinkedIn, være en hård omgang.

Og vejrguderne har så absolut ingen intention om at hjælpe dig til en nænsom start på ugen.

»Vi har en front, der bevæger sig ind over landet i løbet af dagen. I den forbindelse blæser det op fra sydøst, og der kommer regn. Så det bliver en skyet og grå dag,« forklarer vagthavende meteorolog ved DMI, Erik Hansen.

I Nordjylland kan det sågar ende ud i en gang slud og tøsne.

»Det er ikke noget, vi forventer bliver liggende, men det kan selvfølgelig give lidt smattet føre i Vendsyssel i løbet af formiddagen.«

Hvis man beslutter sig for at gå udenfor, vil det nok også være god idé at alliere sig med en regnjakke eller paraply.

»Det er et rigtigt regnvejr. Det er ikke, fordi vi får de store oversvømmelser ud af det, men det er regnvejr, man bliver gennemblødt af, hvis man er ude i det.«

Men er der så i det mindste en smule at varme sig på, når det kommer til mandagens temperaturer?

Nej.

»Til at starte med lidt køligt, to-tre grader, og så stiger den lidt i løbet af dagen til tre til seks grader. Men det vil nok opleves rigtig koldt, fordi det blæser med en jævn til hård vind og masser af fugt i luften,« fortæller Erik Hansen.