Efter tre års pladepause vender duoen The Kills tilbage med deres fjerde album, der tæller en række mere eller mindre vellykkede forsøg på at udvide det selvvalgt minimalistiske signaturudtryk.
Af en eller anden årsag er The Kills altid blevet sammenlignet med The White Stripes, selvom den eneste åbenlyse lighed er, at begge bands tæller/talte to medlemmer. Engelsk-amerikanske Kills’ sange har nemlig – i modsætning til Stripes’ – altid overvejende været båret af elektroniske beats.
Og dét har gjort et i forvejen minimalistisk udtryk endnu mere minimalistisk, hvilket man indtil videre har kunnet lægge øre til på tre gode (om end ikke revolutionerende) plader, og nu kommer så den fjerde, ’Blood Pressures’, som på flere områder gør op med sine forgængere.
The Kills fremstår nemlig på én gang mere livlige og usammenhængende end nogensinde tidligere. Og det skal utvivlsomt tilskrives Alison Mosshearts år med det hårdt rockende sideprojekt The Dead Weather (i øvrigt sammen med White Stripes’ Jack White).
Få popperler
Den 32-årige sangerinde har ført lidt af inspirationen med sig, men samtidig fremprovokeret et mindre opgør med guitarist Jamie Hinces strengt og stramt sammensatte garageskramlende popperler, der hidtil har været The Kills’ varemærke.
Nuvel, de er her da stadig – tag bare ’Nail in My Coffin’ (noget af det mest dansable, The Kills nogensinde har lagt navn til) eller den romantiske ballade ’Baby Says’ – men det er ikke disse klokkeklare hits, der stikker ud på ’Blood Pressures’.
Nej, det er først og fremmest de ”levende” trommer, som Jamie Hince er krediteret for – beatboxen er stort set væk – og så er det de sange, der afviger fra Kills’ ”normale” stil. Dem er der en god håndfuld af her, og nogle er klart mere vellykkede end andre.
Løbet tør for energi?
’Satellite’ er en herlig lummer bluessag; en mere end hæderlig kopi af The Black Keys’ buldrende stil, og i den afsluttende blues-stomp ’Pots and Pans’ giver Kills den som sydstatsband. Men det er mere form end indhold – som forcerede forsøg på at gå i nye retninger.
I virkeligheden udgøres de mest skelsættende stunder af den korte ’Wild Charms’, hvori Jamie Hince overtager vokaltjansen og giver den som en anden John Lennon, samt indfølte ’The Last Goodbye’, der bare er klaver og strygere tilsat Alison Mosshearts stærke røst.
Og måske er disse to sange i virkeligheden de allermest sigende, for måske peger de frem mod Hinces og Mosshearts respektive solokarrierer. Det virker i hvert fald som om, The Kills som duoforce er løbet tør for energi.
