Danskerne strømmer i teatret. I hvert fald når det gælder musikteater. Aldrig har tilbuddet af musicals og teaterkoncerter været større, og billetterne bliver revet væk.

Torsdag havde Fredericia Teater premiere på Disneys ’Den lille havfrue’. Gallapremieren blev holdt i Operaen i København, hvor forestillingen skal spille indtil den 17. august. Herefter flytter den til Fredericia, hvor spilleperioden er blevet forlænget med en uge, fordi efterspørgslen har været så stor.

Allerede inden premieren var der solgt 50.000 billetter i forsalg.

- Interessen for musicals er vokset og vokset. De sidste 15 år har der været en konstant stigning, og særligt de sidste år er det gået rigtig godt, lyder det fra Søren Møller, der er teaterchef på Fredericia Teater og tidligere rektor på Det Danske Musical Akademi, der som den første teaterskole i Danmark tilbyder en professionel musicaluddannelse.

lille havfrue

Han mener, at den stigende interesse skyldes, at der i dag opsættes en bred vifte af musicals, der rammer et langt bredere publikum.

- Jeg tror, at der har været en del fordomme om, hvad musicals er. Egentlig er det meget simpelt. Det er teater, sang og dans, og derfor er det måske mere retvisende at kalde det musikteater. F.eks. er teaterkoncerten ’Gasolin’ lige så meget en musical som ’Les Misérables’. Men de to forestillinger tiltrækker forskelligt publikum, og på den måde rammer musicalgenren i dag meget bredere, end den gjorde for 15 år siden, siger han.

På niveau med London

Samtidig er Søren Møller ikke i tvivl om, at de mange solgte billetter rundt om på de danske teatre også skyldes, at niveauet inden for musikteater er steget kraftigt.

- Når vi i dag laver en rigtig god musical herhjemme, så er det på højde med byer som London og New York. Det tiltrækker publikum, og det har mange af teatrene rundt om i Danmark indset, siger Søren Møller og forklarer, at for år tilbage var det nærmest umuligt at lave en opsætning med danske musicalstjerner:

- Dengang måtte man importere kunstnere fra Sverige, og selv om de er utrolig dygtige, så var de ikke altid så stærke i dansk. Så sproget blev faktisk en af de altafgørende faktorer for, at vi åbnede Det Danske Musical Akademi. Heldigvis var alle enige om, at vejen frem var at satse på kvaliteten, og det har virkelig båret frugt.

lille havfrue

Et af de teatre, der har haft stort udbytte af at sætte musicals på programmet, er Aarhus Teater. Deres seneste sæson har været en af de bedste i teatrets 114-årige historie, og det skyldes udelukkende forestillingerne ’Les Misérables’ og ’Gasolin’.

Også Tivoli ser ud til at gå en fantastisk sæson i møde. Senere på året har de premiere på ’Dirty Dancing – The Musical’. Her er mere end 60.000 billetter i forsalg allerede revet væk.

Genopsætter succes

Hos Det Ny Teater i København har de i årevis haft succes med at tiltrække publikum.

Det kan i år fejre 20 års jubilæum som musicalteater, og det gør man med en genopsætning af ’Beauty and the Beast’, der er den mest sete musical i Danmark.

Den havde premiere i 2005 og kørte i flere sæsoner. Og i den periode blev der solgt mere end 250.000 billetter.

- Det må siges at være ret godt i et land med fem millioner indbyggere, siger Niels-Bo Valbro, der har været teaterchef på Det Ny Teater, siden genåbningen af teateret i 1994.

- Dengang var der ikke mange, der troede på, at vi ville overleve som musicalteater. Men det troede vi heldigvis selv på. Musikteater har eksisteret i mange år, og det vil det komme til mange år endnu. Det er jeg overbevist om, siger Niels-Bo Valbro.