Har du også undret dig?

Gennemgår man listen over de største pop- og rockstjerner igennem historien, har stort set alle bands og solister givet koncert i Danmark. Én stadig højaktuel popstjerne glimrer dog ved sit fravær:

Taylor Swift!

Den 33-årige amerikanske verdensstjerne har siden 2009 været på fem verdensturneer, og hver eneste gang har hun styret uden om Danmark.

Taylor Swift i New Jersey på sin aktuelle turné.
Taylor Swift i New Jersey på sin aktuelle turné. Foto: Sarah Yenesel/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I 2011 måtte danske fans nøjes med at tage til Oslo. I 2013 var Berlin den nærmeste mulighed. 

Generelt har hun ofte valgt England som placering for sine europæiske koncerter, og på sin aktuelle 'Eras'-turné, der blev skudt i gang i marts, har hun indtil videre kun annonceret koncerter i Nord- og Sydamerika.

Da B.T. forhører sig hos de danske afdelinger for Taylor Swifts samarbejdspartnere, er det svært at få bud på, hvorfor Taylor Swift endnu ikke har spillet i Danmark.

Live Nation, der arrangerer hendes koncerter, henviser til hendes pladeselskab Universal, der henviser tilbage til Live Nation.

Koncertarrangør Horsens and Friends, der for nylig har afholdt store koncerter i Horsens med verdensstjernerne The Weeknd og Harry Style, har heller ikke noget bud - heller ikke Taylor Swifts amerikanske pr-bureau, som ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Men i 2020 var det som bekendt faktisk lykkedes at få lokket Taylor Swift til Danmark.

Danmarks største musikfestival, Roskilde Festival, præsenterede hende som hovednavn og kunne allerede den 2. marts melde udsolgt (i år skete det først 15. juni), men så kom coronakrisen og aflyste både festival og Taylor Swifts første danske besøg.

I Roskilde lever håbet dog stadig.

Roskilde Festivals ikoniske Orange scene.
Roskilde Festivals ikoniske Orange scene. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén fortæller om deres Taylor Swift-booking:

»Det var egentlig en ret almindelig bookingproces for et hovednavn. Det er mit indtryk, at hun blandt andet sagde ja, fordi hun gerne ville prioritere nogle af de lande, hvor hun endnu ikke har spillet, og fordi vi har et godt ry som festival med et dedikeret publikum, var det interessant for hende at spille her.«

Hvad er dit bud på, hvorfor hun aldrig har spillet i Danmark?

»Hun har jo generelt ikke spillet meget i Europa. Sådan er det nogle gange med amerikanske kunstnere, der bliver meget store i hjemlandet.«

Har I forsøgt at booke hende siden 2020?

»Vi har en løbende dialog med hendes folk, ligesom med alle andre større agenturer i verden, og vi håber da stadig på, at vi en skønne dag kan lægge scene til hendes første danske show.«

Anders Wahrén tilføjer:

»At det ikke er sket endnu, er jo meget logisk al den stund, at hun ikke har spillet i Europa siden før corona.«

Som en sidenote er vi ikke alene i Norden. 

Selvom Taylor Swift eksempelvis har lavet flere af sine største hits sammen med den svenske superproducer Max Martin, har hun heller aldrig givet koncert i Sverige.

Andre læser også