I dag tjener musikere så godt som intet på pladesalg. Derfor er det nødvendigt at gå nye veje. BT har spurgt det aktuelle danske band Scarlet Pleasure, hvor langt de er villige til at gå i musikkens tjeneste.

Spænd sikkerhedsselen damer, Victoria’s Secret har genopfundet BH’en, lyder det, mens en række spændstige modeller, viser sig frem  til tonerne af »Girls is On My Mind” af The Black Keys. Og det er ikke kun undertøjssmærket, det amerikanske rockband har ageret lydtæppe for i reklamesammenhænge. Biler, telefoner og cowboybukser, for bare at nævne et par stykker. Men selvom bandet, der i dag spiller på NorthSide,  er blevet skudt i skoene, at de har solgt ud og svigtet deres kreative ophav, skal både musikere og musikselskaberne ikke være angste for at finde alternative indtjeningsmuligheder, lyder det fra bl.a. musikselskabernes brancheorganisation IFPI. Kommunikationschef hos IFPI, Lasse Lindholm, mener at man i stigende grad skal orientere sig mod partnerskaber med erhvervslivet og tænke i salg af merchandise.

Tiden er da også løbet fra at tænke så konservativt, lyder det fra den NorthSide-aktuelle poptrio Scarlet Pleasure, der det sidste år er stormet frem og ikke vil være kræsne, hvis den rigtige samarbejdspartner byder sig til.

“Det kommer jo an på, hvad det er og hvilken associationer, man får, og om det passer ind i bandets univers. Hvis vi skal lave sådan noget kommercielt halløj, skal det jo matche vores identitet, siger trommeslager Joachim Dencker og understreger, at bandet faktisk har fået tilbudt nogle “store ting”, som det har valgt at takke nej til. Af hensyn til b(r)andet, forstås.

“Hvad er det vores manager plejer at sige? At ved den der Pampers-reklame og bind til kvinder, der går grænsen nok, siger Alexander Malone grinende, mens han bliver suppleret af bandets forsanger Emil Goll, der funderer over, om det egentlig ikke er okay, at skuespilleren George Clooney reklamerer for N’espresso. Svaret kommer fra Dencker. Jo, fordi han er jo også lidt oppe i årene, og så er det måske også okay.

Scarlet Pleasure har i den seneste tid optrådt ved både Danish Beauty Awards og modebranchens fejring af sig selv, Elle Style Awards. Og de unge stilbevidste stjernefrø spejder da også selv i retningen af netop tøjindustrien. Ganske simpelt fordi de har interessen for det, de tager på.

“Der har da også været bud fra modeindustrien, men vi laver jo det musik, vi kan lide og så må folk jo henvende sig, når de synes, der er noget, der passer sammen, siger Joachim Dencker og understreger, at hovedfokus dog stadig er på musikken.

“Det skal jo være en forlængelse af vores univers, så hvis der kommer noget tøj, der ser fucking sejt ud, så må vi jo se på det.”

Emil Goll går skridtet videre og løfter sløret for drømmen om et samarbejde med et større tøjmærke og nævner selv et klassisk stærkt brand som f.eks. Calvin Klein, mens Alexander Malone bruger den amerikanske rapper Kendrick Lamar som et godt eksempel:

“Han har indgået et samarbejde med Reebok, og det er på hans præmis. Han er i Compton, hvor han er fra i LA og fortæller sin historie, men det foregår i et Reebok-univers. Det matcher meget godt, forklarer han.

Og vil man være sikker på at man bliver matchet med den helt rette partner, kan en vej være at finde et rigtig fedt covernummer, mener supervisor Mary Ramos, der bl.a. finder musik til instruktøren Quentin Tarantinos film. På den måde får hun øjenene op for bandets egen musik og finder ud af, om det kan være et partnerskab værd, forklarede hun i Jyllands-Posten sidste år, da hun var i Danmark.

Måske med det in mente gav Scarlet Pleasure i hvert fald alt, hvad de havde, da de i går eftermiddag spillede en coverversion af r’n’b-dronningen Beyoncés “Crazy in Love”. Og populært var det, i en sådan grad at denne avis’ udsendte anmelder måtte opgive at komme tæt nok på for at høre musikken.

Se også: Scarlet Pleasure-Emil afslører sit første pladekøb: Det her skal man helst ikke sige, men...