Om tre uger skal danske Emmelie de Forest repræsentere de røde/hvide farver ved det internationale melodi grand prix Eurovision.

Og der er store forventninger til den 20-årige sanger fra Mariager. Siden hun i januar vandt det danske grandprix, har udenlandske bookmakere og seriøse Eurovision-fans gjort hende til storfavorit i den internationale konkurrence, og det har for alvor fået den udenlandske presse til at interessere sig for den danske sanger. Faktisk er efterspørgslen på interviews og kommentarer fra Emmelie de Forest så stor, at DR nu har hyret et eksternt kommunikationsfirma til at håndtere presset.

- Da det gik op for os, hvor stor en interesse, der er omkring det danske bidrag i år, besluttede vi os til at tage kontakt til et kommunikationsfirma uden for DR-regi, siger underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme.

- Det er både for at sikre, at vi servicerer de udenlandske medier bedst og får mest ud af deres interesse. Men det er også for at varetage, at vi sender en 20-årige kvinde af sted, der aldrig har været udsat for den mediebevågenhed. Vi mener, at vi har et ansvar, så oplevelsen ikke bliver alt for voldsom for Emmelie, siger han.

   

De sidste par år er DR blevet kritiseret for, at de ikke gør nok for at promovere de danske bidrag i forbindelse med Eurovision. Det eksterne kommunikationsfirma skal derfor også være med til at hæve markedsføringen omkring Danmark i forbindelse med den internationale konkurrence, der i år afholdes i Malmø fra den 14. maj.

- Tidligere har vi nok været lidt grønne og naive, men i år har vi planlagt helt ned til mindste detalje, hvordan vi bedst får gjort opmærksom på Danmark og Emmelie op mod finalen, siger Jan lagermand Lundme.