____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Meningerne er mange om de tre danske grand prix-værter. Men en ting er sikkert: Pilou er et hit i udlandet.

Millioner af tv-seere fulgte i aftes med, da første semifinale i årets Internationale Melodi Grand Prix løb over skærmen - direkte fra Reftshaleøen i København.

Mere end 180 mio. seere i Europa og Australien forventes at tænde for fjernsynet i denne uge og se med, når Danmark sender det 59. Melodi Grand Prix.

Dermed hviler millioner af øjne også de tre danske værter Pilou Asbæk, Nikolaj Koppel og Lise Rønne. Og efter det første show var meningerne mange.

Hele aftenen blev der heftigt debatteret på de sociale medier om alt fra Lise Rønnes Kjole til Nikolaj Koppels briller. Mange mente, at Lise Rønne var trukket i de grimmeste gardiner, og flere var også enige om, at de tre værter manglede kemi. Til gengæld var udenlandske seere mange yderst begejstrede for Pilou Asbæk.

På Twitter skriver en englænder blandt andet: - Ved ikke om I ser med, men denne turistreport fra København med Borgens Kasper, det er sjovt.

Mens en anden skriver: Jeg elsker danskernes måde at køre showet på. Afslappet og sjovt. Og så Pilou.

I det hele taget tager mange udgangspunkt i hans rolle fra DRs 'Borgen'.

- Godt at se gode gamle Kasper Juul poppe op som Eurovision-vært, det beviser, at der virkelig er et liv efter politik.

Også de mange udenlandske journalister, der i denne uge gæster København, synes at være vilde med Pilou Asbæk.

-Pilou er et scoop. Han er så sød. Men ellers synes jeg, at værtssammensætningen er lidt for kedelig. De kører et meget sikkert show, men det er også det. De skiller sig ikke ud eller er overraskende, lyder det fra journalist Helena Trus fra den svenske avis Aftonbladet.

Også Marika Vallner fra georgiske TV 1 er vild med den danske Borgen-skuespiller.

-Han er ret lækker, og så synes jeg, at han fanger publikum. Han er klart den bedste vært, siger hun.

Og det giver israelske Aharon, der blogger om showet, hende ret i.

-I det hele taget er det tre meget smukke værter. Lise Rønnes kjole er hæslig, og de er meget stive i det og brænder ikke rigtig igennem. Men de er smukke at se på, og alle synes at være vilde med ham skuespilleren (pilou Asbæk, red.).