Hvordan undgår man en tør steg med slatne svær? Og hvordan sikrer man sig, at kartoflerne bliver brunede og ikke brankede?

Selvom julemenuen ikke afviger meget fra år til år, sker det alligevel af og til, at noget går skævt i køkkenregionerne. Og det er jo til at tude over, når man har svedt over maden hele dagen og skal servere den for hele familien på selveste juleaften.

Derfor har BT søgt hjælp hos Carsten Olsen, bedre kendt som ‘Den Skaldede Kok’. Han blev kendt som tv-kok tilbage i 1999 og har siden bl.a. stået bag Restaurant Den Skaldede Kok i Tivoli. I dag driver han ‘Den Skaldede Kok Catering’ i Helsingør, hvorfra flere hundrede af landets julefrokostmiddage er blevet til.

Her giver han trin for trin sine bud på lækker - og nærmest idiotsikker - julemad. Man kommer f.eks. langt med andefedt, og ingen fugl har endnu taget skade af et skud fløde.
Velbekomme.

Hjemmelavet rødkål


Hjemmelavet rødkål

Dette er en god og nem måde at lave hjemmelavet rødkål på.

Du skal bruge:
snittet rødkål
salt
andefedt
eddike
rørsukker
salt og peber
kanelstænger
stjerneanis
laurbærblad
ribssaft
tørrede tranebær

Sådan gør du:
Put rødkålen i en gryde - uden fedtstof - og hæld koldt vand på, så det dækker. Giv det salt. Lad det koge op, til kålen er 'al dente'. Der skal altså stadig være bid i. Det tager kun et par minutter.

Fordelen ved at blanchere kålen først er, at det nemmere tager imod smagen fra krydderierne.

Lad det dryppe af i en sigte og sæt så sigten over gryden, hvor der er en smule vand tilbage i bunden. Lad vandet dampe op på kålen, så det sidste vand i kålen fordamper. Ryst det godt.

Kålen har nu en giftig blå farve, men vær ikke nervøs. Lige så snart det får lidt syre, kommer den fine dybe lilla farve, og så skal alt nok blive godt.

Nu skal kålen i en ny gryde. Gå amok med andefedt og steg kålen, til den har absorberet andefedtet. Når du har gjort det, kan vi begynde at komme smag i.

Begynd med en lille smule eddike. Jeg bruger helt almindelig lagereddike. Man kan også bruge f.eks. æblecidereddike, men det behøver altså ikke at være noget fancy. Nu begynder det at skifte farve.

Så skal det have rørsukker, salt, peber, to kanelstænger, et par stjerneanis, et laurbærblad og til sidst lidt ribssaft. Det bliver stort set ikke mere julet end det her!

Til allersidst giver jeg rødkålen nogle tørrede tranebær. Man kan også bruge rosiner, hvis man er mere til det. Og så er rødkålen klar.