Barbering er for mange kvinder en del af skønhedsrutinen, når uønsket hårvækst skal fjernes.

Men den amerikanske fitness-blogger Morgan Mikena har lagt skraberen fra sig og ladet håret på kroppen gro i et helt år.

Hun har nemlig et vigtigt budskab, som hun gerne vil dele med andre kvinder. Derfor har hun postet en række billeder på sin Instagram-profil @i_am_morgie, hvor hun blandt andet viser sine hår på benene frem.

Morgan Mikena håber nemlig på, at de billeder hun lægger op på Instagram, kan være med til at vise folk, at der er mange måder at være smuk på - og at det er okay, at kvinder har hår på kroppen.

På sin Instagram-profil skriver hun blandt andet til et af sine billeder, hvor benene er i fokus, at:

'Der er ikke noget så sjældent og så smukt, som en kvinde, der elsker sig selv helt ubetinget, og som har det godt med sig selv. For mig er det essensen af skønhed.'

Ifølge svenske Expressen fortæller Morgan Mikena, at hun altid har ønsket at være ligesom alle andre, men som voksen har indset, at det ikke er muligt.

»Lykke er at elske sig selv, og det du gør. At være anderledes er normalt. At være anderledes er en god ting,« siger Morgan Mikena.